Ud af buret

Jeg fik vristet mig selv fri af mit indre eksil. Det går jo ikke at have antennerne vendt indad, når der ligger 3000 mails i indbakken (no kidding!), vel? Eller når nu det er i næste uge, vi flyver til England for at cruise gennem The Glendale Way. I løbesko. Eller når der er deadline for 2-3 projekter lige nu.

Så off we go. Jeg må have en rygsæk til Englandsturen. Jeg har rådgivet flere om løberygsække, og nu er det min tur. En hurtig research på nettet overbeviste mig om samme rygsæk, som Karina også valgte til Extreme Marathon i Silkeborg, LitePac
Desværre for mig var den udsolgt fra forlaget, men heldigvis havde Thure en OMM rygsæk liggende i kælderen, som jeg kunne købe. Desværre på en trist baggrund. Rygsækken har tilhørt Thomas Labo, som døde i vinter. Jeg vil bære rygsækken med stolthed over de engelske hedestrækninger.

Derfor sprintede jeg afsted på min cykel fra Hillerød til langt ud på Amager for hente rygsækken. Og kom lidt for sent til min middagsaftale med mine to piger. Men vi nåede både middag og Hævnen. Som efterlod os fuldstændig tavse og lamme i roen. Hvor har nogle mennesker det dog dårligt.

Og i dag løb jeg så hjem fra arbejde med min nye rygsæk på ryggen. Ad min yndlingsrute gennem St. Dyrehave og Tokkekøb Hegn, som jeg hilste glad i deres sensommerdragt.

Hverken Jesper eller jeg er tilsyneladende begge uden behov for detailplanlægning, men vi har alligevel bestemt os for at stikke hovederne sammen på søndag, mens vi løbe en tur i skoven. Bare så vi koordinerer logistikken en anelse.

Hvis nogen ikke har noget fornuftigt at lave fredag aften, kunne I overveje at komme i Øksnehallen fredag aften. Der holder Paul Petersens Idrætinstitut Friluftsloppemarked, og jeg skal underholde fra omkring klokken 19 med ord og billeder fra ”et liv med eventyr og friluftsliv, udviklingsarbejde i Nepal, bjergbestigning og glæden ved at tage på tur”. Så nu skal jeg sætte billeder sammen fra små og store eventyr. Fra alle mine hverdagseventyr i skoven til mine større ekspeditioner i Nepal og Sydamerika. Fra rejser til fjerne afkroge af verden til små ture i Danmark eller eventyr i Alperme.

For et par uger siden sad jeg i et køkken i Simikot og snakkede med David. Og han spurgte, hvorfor mon du og jeg gør det her? Hvorfor er det, at vi synes, det er fedt, og andre aldrig kunne drømme om at gøre noget lignende i bare en enkelt uge? Hvorfor er det fantastisk for mig at ligge i et lille telt på en stejl bjergskråning med sneen hvirvlende omkring mig? Spise kedelig mad, som vi laver i teltet? I ugevis. Få frostsår på læberne. Hvorfor bliver jeg så tiltrukket af udfordringer? Så jeg kan holde ud at opholde mig i dyb fattigdom, som jeg gjorde hele sommeren? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget forkromet svar. Kun at min nysgerrighed på verden og dens mangfoldighed er ubændig. Og forhåbentlig aldrig holder op. Men folk der altid tager på storbyferier rummer vel en lignende form for nysgerrighed? Måske min komfortzone bare ikke er særlig veludviklet?

Anyway – nu må jeg stoppe mine overspringshandlinger og lave det slideshow.