Det er hårdt at være jæger

Jeg er træt og fladmast. Det er fast arbejde at jagte bolig. De gode lejligheder til rimelig leje er væk, før nogen kan stave til punktum. Jeg er tilmeldt forskellige boligportaler og udlejningsselskaber, og der tikker pænt mange mails ind i løbet af en arbejdsdag. Og det der arbejde render jo af med mig, så jeg ikke rigtigt når på omgangshøjde med de ledige lejligheder. Det gider jeg nu ikke stresse over, for jeg har et helt år at løbe på, før min fremlejekontrakt løber ud. Alligevel når jeg rundt og ser en hel del lejligheder. Og bliver totalt rundforvirret. Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo…..? Nej ikke under der. Men skal det være midt på Rådhuspladsen? Ude ved noget vand og havn? Højt eller lavt? Stort eller småt?

Ikke for småt, vel? Der skal være plads til alle mine unger og deres kærester og småunger. Jeg elsker at have gæster. Der skal være luft mellem møblerne. Helst en terasse, så min mexicanske ovn kan flytte med og lune mig på kølige sommeraftener. Eller en altan. Der skal være opvaskemaskine. Jeg ved, det er lidt gejlet, men jeg gider ikke bruge min sparsomme tid på opvask. Der skal være lys. Jeg er lysnarkoman.

Jeg har været på Sluseholmen et par gange. En helt ny bydel bygget op med kanaler mellem husene a la Venedig. Og der er noget usigeligt fedt ved vand lige udenfor vinduet. Jeg savner vandet. Og jeg kunne begynde at ro igen. Men der er lidt langt til midtbyen, selvom jeg ved eftertanke kender forbavsende mange, som arbejder ved forskellige teleselskaber derude. Lejlighederne er ret fede og fulde af lys. Den næste jeg skal se derude har terasse til den ene side og privat ponton i kanalen til den anden side. Med plads til kajakken.

Jeg har været på besøg i en fantastisk lejlighed på Østerbro. Fuldstændig og aldeles centralt ved søerne. Masser af plads. Men ingen altan. Og så er det herredyrt. Skal jeg holde flere foredrag, og skrabe flere penge hjem? Eller skal jeg slå koldt vand i blodet og indstille mig på en mindre bolig? Eller et mindre rigtigt sted? Hvor meget vil jeg bo for?

Årh ja, det knirker og knager i mit lille hoved af alle de overvejelser. Det bliver så vigtigt, ik? For jeg vil gerne slå mig ned. Have sådan et rigtigt sted at bo for alvor. For I slipper nok ikke af med mig igen, København. Jeg tror, jeg bliver. Og prøver at holde styr på vores sundhedsvæsen.

5 thoughts on “Det er hårdt at være jæger

  1. Jeg synes det lyder som om du er ret tændt på Sluseholmen. Det lyder da også ret cool. Og hvis du skal bo midt i byen, så får du slet ikke cyklet så meget som hvis du bor lidt uden for centrum. Er det ikke rigtigt? Godt så. Men så napper du bare en lejlighed ude på Sluseholmen så. 🙂

    • På den anden side var det bare SÅ fedt at træde ud af døren på Østerbro – og være midt i det hele. Og jeg skal nok få luftet cyklerne. Det er bare noget med at cykle den ene vej til Hillerød. Eller noget af vejen.
      IIIIIIIIHHHHHHHHH altså!!!

  2. Vi har nogle venner som har en lejlighed på sluseholmen… der er godt nok lækkert ude – vand, lys, grøn gård og “kajakklub” i kælderen…
    Hvad med at kigge efter en andelsbolig (med god økonomi i foreningen:-)), nu hvor priserne er nede?

  3. Hmm det er altid svært jeg er lidt i samme situation bare i Århus. Jeg tror jeg dropper at købe en lejlighed og flytter lidt uden for byen. Man kan faktisk få et godt hus for samme pris.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.