Og mokken – det er mig. Jeg er en trafikmokke og en trafikmoralist. Hvor svært kan det altså være med det der færdselslov? Det er da smart nok, at der findes nogle regler for, hvordan vi bevæger os rundt imellem hinanden. Eller hva’? Jeg bliver virkelig så mokket, når jeg gang på gang, dag ud og dag ind, bevæger mig afsted med livet som indsats. Fordi medtrafikanter har deres helt personlige færdselsregler. Så DE kan komme hurtigt afsted. Nåmn det gør vel heller ikke så meget, om der ryger en enkelt cyklist på den bekostning. Jamen hvad er der blevet i vejen med at vise hensyn? Til dem der slår sig mest, f.eks.?
Hver evigt eneste morgen, er der bilister, der fræser ud fra en sidevej. Jeg cykler afsted og ligner pigebarnet fra Excorscisten med et hoved der drejer rundt og rundt og rundt – for at fange truslerne, inden de rammer mig. Alligevel bliver jeg hver dag overraskket af et eller andet kækt menneske, som fræser i fuld fart frem til hajtænderne. Enten bremser han op – eller også gør han ikke. Spændende hver gang. Så kør dog stille og roligt hen til de hajtænder, så jeg slipper for nærdødsoplevelser.
Så er der dem, som kører helt frem og holder på tværs af cykelstien, så de bedre kan se. Og en anden én må hugge bremserne i og næsten gå på næsen. Fordi det er mig, der slår mig. Og der kan han så holde længe…… Fordi en anden en har parkeret sig lige bag ved. Kan vi ikke bare være enige om, at cykelstien er for cyklister?
Forbudet mod at tale i mobiltelefon ser ud til at virke. Én eller to gange i løbet af min morgentur fræser en bil ind og laver en flot parkering på cykelstien. Så han kan tale i sin mobiltelefon. Og jeg bremser, så det hviner og må ud i rabatten for at komme forbi. Den cykelsti, ik? Den er ikke en parkeringsplads. Den er der sådan set for at sørge for en lille smule sikkerhed for os på to hjul.
Og så er der selvfølgelig ham, der skal skynde sig til højre (eller venstre) ad den sidevej, som jeg er ved at krydse. Det er der, hvor min grænse for hverdagsspænding bliver nået. Enten foretager jeg et ninja-spring med cyklen – eller hugger bremsen i – igen. Jeg ved ikke, om ham inde i bilen føler lidt spænding? Men min puls ryger omgående i det røde felt, og jeg får frysefornemmelser hele vejen ned til tæerne. Det der – det skal I bare lade være med, ikke?
Cyklister er ikke fødte trafikmoralister. Det kommer ikke med cyklen. Og til alle jer, der ikke gider smutte over i den rigtige side af vejen: Smut. Lige pludselig en dag, så ramler vi knoldene sammen, gør vi.
Det er altså ikke særlig svært. Og det ville gøre livet så meget lettere. I morgen tidlig tager jeg løbeskoene. Så går halvdelen af vejen igennem skoven.
Helles Blog 
Hvordan har trafikmokken det når du rejser? Jeg er pt i Palermo… her ville jeg meget nødigt cykle! Ellers kan jeg kun være enig, livet ville blive mere kedeligt på den rare måde hvis folk overholdt færselsloven… også cyklisterne 😉
Jeg cykler yderst sjældent i større byer, når jeg rejser. Mest fordi der ingen cykelkultur er ret mange steder. Men jeg oplever helt klart generelt trafiknater mere aggressive i DK. Det blir så vigtigt at holde på sin ret.
Og så glemte jeg helt fodgængere, som f.eks. mennesker med børn. De kører frem på ‘nu-er-jeg-jo-mor/far’-måden og har helt ret til at spærre alt.
Men faktisk morer jeg mig vildt over trafik i f.eks. Indien, hvor jeg er målløs over, at noget alligevel kommer frem.
Altså Helle … hvor længe gæsteblogger hende trafikmokken her på siden?
Til mokken vil jeg bare sige…:
Jeg er dagligt bilist, af og til cyklist, ofte løber og fodgænger … altid menneske på vej. Når jeg sidder bag rettet tager jeg ind i mellem mig selv i at tænke grimme tanker om “selvretfærdige cyklister”
F.eks en mørk og tåget nat hvor en cykel pludselig kom drønende ud af ingen ting, ud foran min bil – uden hverken lygte eller reflek. Jeg var ved at dø af skræk, hakkede bremserne i og sad længe med bankende hjerte inden jeg kunne køre videre … han kiggede sig ikke tilbage.
Når jeg cykler … tager jeg af og til mig selv i at tænke rigtig grimme tanker om bilisterne:”Hey .. det er mig der er blød i trafikken, tag dog lidt hensyn …”
Langt hen ad vejen kan jeg godt følge dig, din trafikmokke 🙂
Der skal tages langt flere hensyn i trafikken end der bliver taget og som minimum bør vores fælles færdselsregler da blive fulgt, men medtrafikanterne … de er altså også bare mennesker på vej.
Og verden har altid forskelligt perspektiv alt efter hvor det opleves fra. Ham cyklisten jeg mødte den mørke nat – måske var han møj våd og forkommen og kun opfyldt af tanken om at komme hjem. Da han cyklede videre uden at se sig tilbage, sad hans hjerte måske også helt oppe i halsen af angst ved tanken om hvad der havde været lige ved at ske. Eller alternativt … måske var hele oplevelsen bare helt uden betydning fordi han var på vej hjem fra …. hvor … var sket.
Og bilisten der holder i vejen for dig, halvvejs ude over cykelstien … nogen gange er vi bare nødt til at holde tilbage for hinanden, lukke hinanden ud over en vej osv. for at få det hele til at glide. Måske kommer man aldrig over vejen som bilist hvis ikke man kører langt nok frem til at kunne orienterer sig. Eller måske sidder bilisten og tænker:” Shit … hvad laver jeg her, jeg troede jeg kunne nå over .. morgensolen blændede mig” Hvis du kommer kørende ad cykelstien, kan du nok se ham tids nok til at nå sætte farten ned … ellers går hensynsønsket jo kun den ene vej.
Rigtig god tur i morgen – håber der er dejligt i skoven i …. og så er jeg altså rigtig glad for at læse med på din blog – trod min små helleig kommentar 🙂
Kh. Anette
Hej Anette
Haha – min indre trafikmokke popper op som en trold af en æske af og til. Så hun vil være en genganger på siden her.
Men vi er fuldstændig enige. Og egentlig er det en fejl, at mit indlæg blev rettet så skarpt på bilisterne. Jeg møder bare ikke så mange cyklister på min vej mellem Hillerød og Birkerød. Og jeg er generelt et tilgivende og overbærende menneske. Jeg oplever bare, at trafikanter har for travlt og glemmer at overveje. Jeg kan hidse mig ligeså meget op over en mørkelagt cyklist, og jeg er moralist på den måde, at jeg stort set respekterer færdselsloven og nærmest ikke tør køre afsted uden lygte.
Og man er helt velkommen på bloggen – også når man ikke er enig 🙂
kh Helle
(som om lidt kaster sig ud i trafiken in til hovedstaden)