Ind imellem bliver der delt hug ud til Facebook og cyberspace i pressen af kommunikationsfolk og andre, som synes de skal mene noget. Facebook-venskaber bliver problematiseret og de digitale kommunikationsformer får fingeren nedad. Venskaber på Facebook er kunstige og overfladiske og kommunikationsfolk advarer mod langvarige skadevirkninger af internetbaserede relationer.
Men jeg vil nu godt klappe internettet lidt på ryggen. Internettet kan noget, faktisk. For 1½ år siden rykkede jeg mine jyske teltpløkke op. De havde ellers været fast forankrede i Århus. Her havde jeg levet mit liv med universitetet, arbejde, løb, veninder og noget af min familie. Her var alle mine rejser udgået fra. Her var jeg vendt hjem til hele tiden. Jeg er rigtig jyde. Jeg er født der, jeg taler ærke-århusiansk, og jeg har ikke helt vænnet mig til at tænke hjem, når retningen går mod København.
Og nu flyttede jeg så. Når man planter sig selv om på den måde, står man sådan en smule mutters. Jo jeg havde da venner i København, og jeg startede mit liv på Djævleøen hos Bo og Helle i Holte. Og ungerne havde jeg jo. Pludselig helt tæt på. Men venskaber skal skifte karakter fra sådan nogen man ser en gang eller to om året, og man må simpelthen i gang med at bygge noget dagligdags netværk op. Man må til at støve nogen op til biografture, koncerter, foredrag, løbeture og rødvin. Man skal sende rødderne ned i den københavnske muld og vænne støvlerne fra det jyske. Og selvfølgelig holde fast i trådene til det gamle liv. Jeg har ikke de der små børn, som ellers kan være indgangsbøn til nye relationer. Ingen forældreråd, ingen forældremøder, ingen udvekslinger af børn på besøg hos hinanden. Kort sagt er det et helt andet job at plante sig selv et nyt sted, når man sådan er blevet voksen på måden med voksne børn. Man må ud og gøre sig en helt anden indsats. Selv. Uden krykker.
Jeg fik nye kolleger, og nogen af de nye kolleger voksede sig til noget mere end rent arbejdsfællesskab. Men ved at melde mig på banen til forskellige sammenhænge og begivenheder på Facebook fik jeg Facebook-venner, hvor en betragtelig del af er vokset videre til rigtige venskaber af kød og blod. Nemlig sådan nogen man kan løbe en tur sammen med, tage på ferie med eller mødes til rødvin med. Nogen man kan grine sammen med, og som følger lidt med i mit liv. Nye liv, jeg følger med i. Og ud af bloggen vokser der relationer og fællesskaber, som kravler fra cyberspace ud i den friske luft. Nysgerrige rundture i bloguniverset fører nye møder med sig. Og jeg møder nye mennesker, som gør mig klogere og mit liv lidt sjovere. Og lige så stille vokser der et netværk frem, og måske bliver jeg også langsomt så’n en københavner?
Helles Blog 
ahhh helt københavner bliver du aldrig, fordi du har det gyldne Århusblod i årene. 😉
Men jeg giver dig helt ret i dine synspunkter. Man kan sagtens møde søde mennesker på nettet, hvor forbindelsen bliver mere end overflade. Sagtens. Og det er da fantastisk.
Kh Karina
Enig. Helt københavner bli’r du ikke. Ens rødder fornægter sig aldrig. Slet ikke nogen, som man er stolt af.
Og der er da ikke noget i vejen for at stifte nye venskaber af utraditionelle veje. Hey – vi skal jo mødes face-to-face søndag og spise mad og drikke lidt vin sammen. Dét var jo aldrig sket ellers. Uden blog-land. Og det er da herligt, at man kan møde nye mennesker på anden måde. Det udvider jo lissom markedet….
Knus og ses lige om lidt…………………:-D
Jeg fornægter absolut heller ikke muligheden ved nettet og de nye bekendskaber vi får herinde. Nu måtte jeg jo desværre melde fra til søndagens event, men det viser da at man også kan føre blog venskaberne ud i den virkelige verden. Herligt. Og Københavner, nej. Ligeså vel som jeg aldrig bliver Fynbo, men altid vil være – Københavner i hjertet 🙂
Jamen vi skal jo nemlig ses lige om lidt. Og Tina, vi ses en anden gang, er jeg sikker på. Og det er jo nemlig det, vi ville jo aldrig have fortsat med mad og vin efter løbet, hvis ikke vi bloggede. Og sådan har jeg faktisk lært flere at kende – gennem bloggen eller gennem Facebook. Og det er jo sjovt.
Men nej, rættig køvenhavner bliver jeg vist aldrig 🙂 Men jeg tror, jeg falder til her.