På tur i den gamle computer

Det kan have sine fordele at have erfaringer fra Humla. Når nu man sidder i Birkerød med en udslukt computer. To måneder, hvor bloggen levede i bedste velgående, selvom jeg befandt mig langt ude i ødemarken uden strøm eller internet. Hvabehar? Næ hov – hvordan kan jeg så skrive det her, hva? Jo, jeg har faktisk en anden og strømførende computer. Den har bare opgivet det der med at have forbindelse til internettet. Hvorfor aner jeg ikke. Men skrive kan den. Eller jeg. Eller hvordan nu?

Den er ældgammel, min computer, og pludselig driver det hele af nostalgi. Jeg sidder ved tastaturet og bliver helt lang i blikket. Og stille. Her skrev jeg speciale i antropologi, og hele mit feltarbejde ligger stadig her og putter sig. Timelange interviews med de overvægtige kvinder, der var med i mit projekt. Jeg transskriberede egenhændigt i endnu flere timer og gemte det hele på min gamle laptop. Her ligger flere hundrede sider dagbøger og optegnelser fra feltstudier i kvindernes hjem og i det livsstilsprojekt, de deltog i. Og der er hundredevis af sider med analyser af interviews, dagbøger og optegnelser. Jeg fortaber mig langsomt i alle mine gamle overvejelser, ideer og teorier. Jeg levede med kvinderne og deres familier og alle de tanker om fremtiden, de delte med mig, i måneder. Jeg var med dem til motion, til madlavning, til jordemoder og hjemme i deres huse. Pludselig savner jeg det antropologiske projekt. Det der liv med fordybelse. Det der liv, hvor jeg kan grave mig ned, lukke mig op og gå på opdagelse i en flig af verden. Der er så meget liv gemt i de dokumenter. Min projektbeskrivelse til det phd-projekt, jeg aldrig gjorde alvor af. Den ligger der jo stadig. Og der er stadig ikke nogen, der har lavet den forskning. Måske en dag?

Jeg surfer rundt i dokumenterne og finder gamle artikler. Gamle breve til kærester, der forsvandt. Jeg har glemt, hvorfor det gjorde mig ked af det. Livet er gået videre uden dem. Digte, sørme. Jeg havde helt glemt det med digtene. De får nok lov til at blive liggende i fred og ro. Jeg finder gamle noveller og begyndelsen til en bog. Jeg har altid skrevet. Dagbøger, historier, artikler, noveller, rejsebreve, blogs.

Hvorfor mon skrive så meget? Hvad skal det til for? Jeg ved det ikke. Det er bare noget, jeg må. Jeg har altid gang i en lækker notesbog. Og den skal være lækker på den indbydende måde. Bare så jeg altid kan skrive, når skriveånden vælter over mig. Noget af det er udgivet, det meste ligger her. Eller der. Eller er kommet i de blogs, jeg har bestyret. At skrive er mere end en ventil. Meget mere. For mig er det en måde at lære på. Når jeg skriver kommer der mere orden i sagerne, og jeg ser verden anderledes. Mens jeg skriver, skifter verden farve. Det var nok derfor, jeg skulle være antropolog. Antropologer skriver.

Og her ligger billeder, jeg ikke har kigget på i årevis. Billeder af mig og mine unger fra før, verden gik af lave. Billeder fra utallige bjerge og fra fjerne egne af verden. Billeder fra fantastiske ture i Italien og Frankrig. Billeder fra kajakkursus i den svenske skærgård. Her er billeder fra fødselsdage, hvor vi alle sammen ser meget yngre ud, og her er billeder af længe glemte kærester. Og pludselig et billede af mig med glad mexihat fra sommeren 06 fra det års festival i Skanderborg, som I får, når jeg kan igen

Hvor er der meget liv i sådan en gammel computer.