Der er lidt stille nu. Og det er lidt ufrivilligt. Jeg rejste gennem landet i sidste uge og havde egentlig bestemt mig for at bruge togturen hjem til noget produktivt arbejde. Men jeg forfaldt til min roman. Jakob Ejersbo’s tredje bind i Afrika-trilogien. Og så blev jeg opslugt i tre timer, mens computeren stille og slukøret stod helt alene på bordet. På Hovedbanegården steg jeg kækt ud af toget. Temmelig optaget af, hvordan min videre færd mod Birkerød ville gå. For slet ikke at tale om de sidste 5 km fra stationen. Jeg mener, med dinglende køreledninger und alles, kunne det godt blive en lang tur. Men det gik helt glat. Alt spillede sammen, og til min store overraskelse bød man også på en helt usædvanlig direkte bus fra stationen til hjemadressen.
Og så var det, at jeg åbnede min taske. Og indså at ledningen og strømforsyningen til min lille bærbare – lå på sædet i toget. Som altså var fortsat til Lufthavnen. Og der ligger den såmænd nok endnu. I hvert fald er den ikke dukket op som hittegods. Selvom jeg nærmest kimer DSB sønder og sammen i min abstinenskrise. Jeg kan jo hverken blogge, gå på Facebook eller arbejde. I nævnte rækkefølge. Jeg er kort sagt på en kold tyrker. Og der er ingen udsigt til, at der kunne ske nyt i sagen før torsdag. De er venlige nok. Og meget hjælpsomme. Men de har deres rutiner.
Så det er helt gammeldags telefon eller ringen på døren, hvis man vil have kontakt. Eller måske endda et julekort? Mig? Jeg sidder hjemme og læser i min roman. Og reflekterer lidt over, hvor meget tid der egentlig bliver slugt af sådan en lille bitte computer. Sådan til daglig. Når man har strøm.
Hej Helle,
Hvilken en af bøgerne er det du læser. Jeg har læst Liberty og Eksil. Derefter måtte jeg holde en pause, for det er barske sager. Men jeg synes især Liberty er en fantastisk bog.
Jooo engang imellem bruger jeg i hvert fald for meget tid bag skærmen…. men det er jo stærkt vanedannende.
Knus Karina
Hej Karina
Jeg er igang med Liberty. Du har jo læst dem i omvendt rækkefølge 🙂 Jeg måtte også holde pause efter de første to bøger. Men de er ekstra tankevækkende, fordi jeg har været så meget i Moshi, hvor de foregår.
kh Helle
Hos mig var det et Troldebarn, der slog på computeren – så den døde. Og efter en uge nyder jeg stadig al den tid, det har frigivet!! God fornøjelse med læseriet (men håber selvfølgelig du får dine ting igen…)
Jeg har også løse troldebørn ind imellem, men kun til låns. Jeg har fundet et sted, hvor jeg kan købe en ny ledning, hvis ikke DSB finder den. Men jeg nyder stadig roen 🙂
hej.jeg troede at du var meget yngre end mig.jeg håber ledningen er kommet hjem.vi tager toget på fredag til kbh.ses vi til millas fødsselsdag.knus mor.
nu gik der helt kuk i det.
Det har du for at være fræk 🙂 Vi ses på søndag
Knus