Julefridagene ligger som store lokkende hold kæft bolcher derhenne i fremtiden og kalder. Lige der – henne om hjørnet. Hvis nogen skulle være i tvivl, har jeg vist fået banket lige rigeligt arbejde sammen, her hvor året rinder ud sammen med mine deadlines. Bør man blive bekymret, når chefen begynder at optræde i mine drømme? Når jeg vågner klokken lort om natten og ser mig forvirret omkring efter computeren? Eller når jeg kravler sådan lidt undskyldende under dynen søndag aften – fordi jeg har holdt fri? Er det tid til forandringer, når jeg triller rundt om dynen et par timer, før noget søvn overmander mig?
Nej vel? Det er ikke en del af opskriften på højnelse af livskvaliteten. Altså, jeg holder meget af mit arbejde. Er virkelig sådan nærmest dedikeret. Men jeg sætter også voldsomt pris på resten af mit liv. Altså børnene, familien, vennerne, løb, rejser, musik og alt det andet der. Men når arbejdet får imperialistiske tendenser og breder sig over hele sendefladen, må nogen træde i karakter. Én ting er, at det besætter mine vågne timer, men når nattetimerne og mine søde drømme erstattes af chefer og projektrapporter…….
Så må der ske noget.
Nå ja, projekterne skal selvfølgelig lige afleveres, men det der med nattetimerne, det skal være løgn. Fra NU af, skal der soves og drømmes om sol og bjerge og lækre mænd.
Man kunne godt forledes til at tro, at jeg er en vranten gammel havgasse, som sidder i min hule og bander over vejret og trafikken. Don’t be fooled – det er jeg også. Men jeg er fandme også sjov, når jeg husker det. Og glad, når jeg glemmer sneen. Og bilerne. Og jeg kan være både en virkelig god ven og en omsorgsfuld mor. Og en ret sød datter. Når jeg får sovet – og drømt.
Så – lige om lidt, når jeg har skrevet lidt på min rapport, og når jeg har stegt frikadeller til vores julefrokost i morgen, så kravler jeg under dynen og sover lige til klokken seks. Eller deromkring. Og så håber min indre havgasse, at s-togene og busserne optræder mere driftsikkert end i dag.
Helles Blog 