Fra snehelvede til pakke-helvede

Endelig steg temperaturen, og snehaderen fik det straks bedre. Jeg nød den liflige lyd ad smeltende smeltende vand hele dagen. Og sendte taknemmelige tanker ud i æteren. Af hjertet tak, derude, for noget tø-vejr. Måske ender det alligevel med, at flyttebilen kan liste sig ind i nærheden af min dør?

I stedet for snehelvedet er jeg nu landet i det store pakkehelvede. Men det er et overskueligt helvede, som jeg bare kan se på med mild overbærenhed. Om en uge og lidt, skal de der kasser bare pakkes ud igen. Og det giver slet ikke uro indeni, som når de står der og er gabende tomme. Og jeg bare ved, at næste mandag klokken otte nul dut skal det hele være klappet og klart.

Men fra svag følelse af begyndende panik, sidder jeg nu her og er totalt overskudsagtig. Halvdelen af kasserne er pakket. Her mere end en uge før The Final Count Down. Uhørt tjekket, faktisk. Så tjekket at jeg kan sidde klinet til skærmen og gense Great Rift Valley i Østafrika på DR2. Og savne Afrika lidt. Eller faktisk rykker det pludselig lidt hårdt i mig. Gensynet med bjerggorillaerne i Virungu-massiverne på grænsen til Congo. Chimpanserne i Uganda. De store dyreflokke på Serengeti. Der er så meget fantastisk natur i Østafrika. Og jeg har jo heller ikke oplevet hverken Lake Malawi eller Victoria Falls. Suk. Hvor er der meget, jeg gerne vil.

I stedet nød jeg en løbetur helt uden sne i min egen lille verden. Vel var det vådt, og vel var det tåget. Men der var ingen sne og ingen frost i luften. Hvor var det fantastisk at komme af sted i mine almindelige løbesko, som har været parkeret til fordel for trailskoene. En time ud af cykelstien mod Hørsholm. Skoven droppede jeg, for der var med garanti meget vådt. Men til gengæld hverken flodheste eller sultne løver.

Jeg pakker videre.