Lidt bloghistorie og en slags jubilæum

Nå, man skal jo ikke græde over spildte kroner. Det er jo for pokker bare penge. Og her tager jeg hul på blogindlæg nr. 300 på den her blog. Det er da noget. Og hvad gør 300 blogindlæg?

De giver mig et virtuelt åndehul. Et åndehul jeg kan bruge til at trevle lidt skæve hjernevindinger ud. Jeg kan causere lidt over dagligdagen og brede mine fysiske udfoldelser ud til åben beskuelse. De gør mig mere skarp på verden omkring mig. Mere åben og opmærksom. Jeg har altid skrevet, og jeg har blogget før. Men jeg har fået et særligt herligt forhold til den her blog.

Tidligere har jeg blogget, når jeg rejste. Og det blev langt fra dagligt. Det blev mere uddrag af mine rejsedagbøger. Fordi jeg næsten aldrig havde en computer med netforbindelse indenfor rækkevidde. Men jeg har en skuffe fuld af bøger, der er fyldt med oplevelser og tankespind fra hele verden. Kolde nætter i høje bjerge, betagende solopgange over snedækkede skråninger, legende delfiner på åbent vand, og nepalesiske bjergbønder. Når jeg rejser alene, er det dejligt at have en fornemmelse af at dele noget med nogen. Jo, jeg møder altid mennesker på min vej, men jeg kan godt lide fornemmelsen af at trække bånd hjemover. Og bilder mig ind, at dem derhjemme er helt syge for at høre, hvad jeg oplever. Da jeg arbejdede i Nepal sidste sommer, blev denne blog også brugt til at spamme de hjemlige himmelstrøg, takket være en lånt satellittelefon, solceller og en søn, der blev blogbestyrer.

Da jeg blev syg for fire år siden, lavede jeg den første rigtige blog. Den var ret privat. Beregnet for familie og venner. Den blog blev en slags livline. Og ventil. Jeg havde brug for ikke at have sygdom i fokus hele tiden. Og jeg havde brug for, at bruge vennerne og familien til at bringe alt muligt andet ind i min hverdag. Et strejf af normalitet. Derfor bloggen. Der kunne jeg skrive løs om behandling, smerter, hospital, træthed og alt det, folk gerne måtte vide, men som jeg ikke gad snakke om hele tiden. Og det behøvede vi så heller ikke. Den blog betød også, at jeg fik skrevet rigtig meget ned. Jeg har hele mit forløb nedfældet, med alle de detaljer, som ellers er gået i glemmebogen.

Den her blog har betydet noget helt andet. Den blev født et halvt års tid, efter jeg havde forladt Århus, og for første gang åbnede jeg mine skriverier for den ganske omverden. Det virkede lidt grænseoverskridende, at nogen læste med. Nogen, som jeg ikke anede hvem var. Langsomt gav nogen sig til kende. Og langsomt blev nogen til virkelige mennesker. Nogen kunne jeg mødes med ude i luften. Andre blev en slags blog-relationer. Vi følger med hos hinanden. Sammen med Facebook voksede der virkelige venner ud. Af kød og blod, sådan. Og jeg var ikke længere alene i hovedstaden. Jeg har fået nye løbemakkere, og jeg har fundet mennesker at dele min bogglæde (/-fetichisme) med. Og jer derovre i Jylland, og New Zealand, – er det jo meget nemmere at holde en tråd til.

Så tillykke til bloggen, at den har levet i 300 indlæg. Må den få et langt og meningsfuldt liv. Og tak til alle jer, der følger med og blander jer lystigt. Bliv ved.

9 thoughts on “Lidt bloghistorie og en slags jubilæum

  1. Naar vi saetter os til morgenmaden, checker vi foerst din blog og dernaest NZ Herald. Der er klart mest udlandsstof paa din blog. Du styrer naesten egenraadigt hvordan min opfattelse af Danmark er for oejeblikket. Derfor forestiller jeg mig at de fleste i Danmark, generelt er glade og velformulerede, hader vinteren, loeber meget og langt, og at der er stor fokus paa sundhedsvaesenets performance og cykelstiernes manglende kvalitet. Det er da egentlig en meget god befolkningskarakteristik. Gid det var saadan i virkeligheden 🙂

    • Kære Jes. Sikke en position jeg der har tiltusket mig. I må komme herud i ly, når I rammes af de benhårde realiteter. Håber at se jer alle tre til sommer. Knus

  2. Tillykke med jubilæet. Nu har jeg jo ikke læst med så længe og jeg undrer mig lidt over at du ikke har et tag omkring bøger – eller er det bare mig der ikke kan finde det? For jeg går ud fra du skrive om det en gang imellem?
    Rejseoplevelser elsker jeg at læse om, især når de er krydret med billeder, og jeg kan godt forstå at du har brug for at dele dine oplevelser med nogle når du tit rejser alene.
    Mange hilsner Gitte

    • Jeg er rigtig dårlig til at huske det med at tagge. Og jeg har skrevet forbavsende lidt om bøger. Det må jeg rette op på. Efter min flytning får jeg læst endnu mere, fordi jeg har de lange togture til Hillerød. Som jeg jo ligeså godt kan nyde.
      Der er sjældent billeder med mine rejsebloggerier, fordi de lidt primitive omstændigheder begrænser. Så man må lave sine indre billeder 🙂

  3. Hip hip hurra for 300 indlæg. Glæder mig vældigt til de næste 300, og dem derefter…
    Knus 😉
    PS. Ja, det kunne være, at vi skulle mødes en eftermiddag i St. Dyrehave, inden du smutter til Københavnstrup. Men vi venter lige til isen på stierne er væk, ik? Tjekker lige ud.

    • Jeg cyklede forbi skoven i dag, og der ligger virkelig meget is på stierne, så vi venter nok lidt.
      Jeg klør på med de næste 300 indlæg 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s