Lidt bloghistorie og en slags jubilæum

Nå, man skal jo ikke græde over spildte kroner. Det er jo for pokker bare penge. Og her tager jeg hul på blogindlæg nr. 300 på den her blog. Det er da noget. Og hvad gør 300 blogindlæg?

De giver mig et virtuelt åndehul. Et åndehul jeg kan bruge til at trevle lidt skæve hjernevindinger ud. Jeg kan causere lidt over dagligdagen og brede mine fysiske udfoldelser ud til åben beskuelse. De gør mig mere skarp på verden omkring mig. Mere åben og opmærksom. Jeg har altid skrevet, og jeg har blogget før. Men jeg har fået et særligt herligt forhold til den her blog.

Tidligere har jeg blogget, når jeg rejste. Og det blev langt fra dagligt. Det blev mere uddrag af mine rejsedagbøger. Fordi jeg næsten aldrig havde en computer med netforbindelse indenfor rækkevidde. Men jeg har en skuffe fuld af bøger, der er fyldt med oplevelser og tankespind fra hele verden. Kolde nætter i høje bjerge, betagende solopgange over snedækkede skråninger, legende delfiner på åbent vand, og nepalesiske bjergbønder. Når jeg rejser alene, er det dejligt at have en fornemmelse af at dele noget med nogen. Jo, jeg møder altid mennesker på min vej, men jeg kan godt lide fornemmelsen af at trække bånd hjemover. Og bilder mig ind, at dem derhjemme er helt syge for at høre, hvad jeg oplever. Da jeg arbejdede i Nepal sidste sommer, blev denne blog også brugt til at spamme de hjemlige himmelstrøg, takket være en lånt satellittelefon, solceller og en søn, der blev blogbestyrer.

Da jeg blev syg for fire år siden, lavede jeg den første rigtige blog. Den var ret privat. Beregnet for familie og venner. Den blog blev en slags livline. Og ventil. Jeg havde brug for ikke at have sygdom i fokus hele tiden. Og jeg havde brug for, at bruge vennerne og familien til at bringe alt muligt andet ind i min hverdag. Et strejf af normalitet. Derfor bloggen. Der kunne jeg skrive løs om behandling, smerter, hospital, træthed og alt det, folk gerne måtte vide, men som jeg ikke gad snakke om hele tiden. Og det behøvede vi så heller ikke. Den blog betød også, at jeg fik skrevet rigtig meget ned. Jeg har hele mit forløb nedfældet, med alle de detaljer, som ellers er gået i glemmebogen.

Den her blog har betydet noget helt andet. Den blev født et halvt års tid, efter jeg havde forladt Århus, og for første gang åbnede jeg mine skriverier for den ganske omverden. Det virkede lidt grænseoverskridende, at nogen læste med. Nogen, som jeg ikke anede hvem var. Langsomt gav nogen sig til kende. Og langsomt blev nogen til virkelige mennesker. Nogen kunne jeg mødes med ude i luften. Andre blev en slags blog-relationer. Vi følger med hos hinanden. Sammen med Facebook voksede der virkelige venner ud. Af kød og blod, sådan. Og jeg var ikke længere alene i hovedstaden. Jeg har fået nye løbemakkere, og jeg har fundet mennesker at dele min bogglæde (/-fetichisme) med. Og jer derovre i Jylland, og New Zealand, – er det jo meget nemmere at holde en tråd til.

Så tillykke til bloggen, at den har levet i 300 indlæg. Må den få et langt og meningsfuldt liv. Og tak til alle jer, der følger med og blander jer lystigt. Bliv ved.