Ferie

Nå, nu skal alting ikke gå op i udseende. Der sker jo andet omkring mit lille liv, end at en blog ændrer omgivelser. Men lige for tiden er her stille. Det der ferie virker. Jeg er gået i et helt andet gear. Jeg sover, til øjnene klapper op helt af sig selv. Kun blidt provokeret af lyden af klukkende vand og ændernes snadren udenfor mit vindue. Selvom jeg blev sat i spidsen for et stort og spændende projekt fem minutter i ferie, har jeg kun ganske få gange logget på min arbejdsmail. Projektet må træde i karakter i næste uge. Sammen med mig.

Altså jeg kan helt anbefale det her. Prøv å hør’ her: Vågner langsomt ved 7-tiden eller tidligere, trækker dynen op og kigger ud på vandet, der bølger blidt. Fra min seng. Lægger mig lidt på den anden side og læser et par sider i dagens bog (som er Henning Mankel: Dyb). Giver til sidst efter for de dybereliggende drifter og tøffer på badeværelset. Sætter tevand over på vejen. Jeg arrangerer mig med morgenmad, te og avis i sofaen, mens jeg hilser ud på svanerne i vandet. Da teen er drukket, og avisen begynder at kede mig, fortsætter jeg, hvor jeg slap i går. Jeg former mit hjem. Det er lynende hurtigt blevet mit hjem. Selvom jeg mangler både lamper og billeder endnu. Jeg bor her i den grad.

I går udkæmpede jeg mit livs kamp med en Ikea-reol. Jo, det kan man. Den var tung, og i vejledningen var de to om at samle den. Mænd, forstås. Det ville jeg som sædvanlig skide på. Og gik kækt i gang. Muuaahaha! Hvor var jeg tæt på noget fortrydelse. Men give op til en billig reol fra det svenske? Ikke tale om. Jeg fik kæmpet og tvunget den sammen. Ikke liggende som på tegningen, men opretstående, så jeg kunne bruge min egen vægt til at tvinge de pokkers hylder på plads. Og så trak Ikea trumfkortet! Den sidste side af reolen, som skulle sættes på oven på det hele, var brun på den ene side. Det var en bundplade. Jeg hader, når Ikea gør det der. Den f…….. tunge reol skulle vendes 180 grader. Nå ja, den korte historie er, at det blev den. Og jeg blev fuld af blå mærker både her og der. Og kunne glæde mig over, at ingen kunne tjekke mit blodtryk. Og ingen kunne høre min ustyrlige rasen. For jeg havde selvfølgelig været smart og sat de der filtdutter på den side, der vendte ned. Og som ikke var brun.

Nå men nu står den der. Med filtdutter på den rigtige side, og ridser på den øverste. Og jeg har fyldt den med bøger og sager, og det ser fint ud. Jeg har regeret i pulterrummet og fået plads til den ene cykel. Next stop er beslag til at hænge begge cyklerne og traileren op i. Og en mand med en boremaskine.

Jeg har gæster og gæster og gæster. Kokkererer og drikker rødvin og holder hof. Det der hjemmeferie skal jeg prøve igen en anden gang. Og jeg har en hel uge endnu, har jeg.