Rundt om Sydhavnen

Klokken ni i morges ringede Jesper på min dør for at hente mig med på dagens løbetur. Han har plantet en slem bacille i min lille hjerne. Om et løb næste år. Som vil sprænge mine grænser fuldstændigt. Og det er en bacille, for den rumsterer i hovedet, og jeg har endnu ikke kunnet udtale et rungende nej. Why? Jeg elsker Italien. Og jeg elsker i særlig grad Norditalien. Jeg har haft nogle vidunderlige klatre- og vandreoplevelser i Dolomitterne, og jeg har mødt de sejeste mennesker. Der er smukt, vildt, voldsomt, stejlt og varmt i juli måned. Og løbet? Det er her. Og nu tier jeg det lidt ihjel. Indtil videre. Og det godter Hr. Jesper sig jo pænt over.

Men i dag var der hverken stejlt eller varmt. Det var bidende koldt, selvom blæsten havde lagt sig en smule sammenlignet med de foregående dage. Vi løb mod Valby og Valbyparken, og så løb vi den dejligste tur. Gennem Valbyparken og Musikbyens Haveforening, som ligner Christiania, fra før det blev mondænt. Vi fortsatte langs vandet, fandt en bakke, som vi måtte op på, og mødte en ordentlig bunke hundeluftere. Som jeg næsten ikke blev bange for. Forbi noget surferparadis og til Hvidovre Havn. Hvidovre Havn??? Anede ikke, der var en havn der. Jamen hold da op, hvor kan man blive klog på sådan en løbetur.

Så driblede vi over motorvejsbroen tilbage til Amager, mens vi vinkede til Avedøre Værket og måtte råbe himmelhøjt for at høre hinanden. Tilbage på Kalvebod Fælles, hvor vi tog en lille rundtur, inden vi vendte næserne mod Sydhavnen igen. Og sådan gik der 17 kilometer sådan en torsdag morgen.

Jeg er forelsket i Sydhavnen. Den har det hele. Jeg elsker mangfoldigheden og kontrasterne. Her er mondænt byggeri med middelklassefolk, som mig selv. Her er skur i Fiskerihavnen og haveforeningerne. Her er indvandrere og sutter. Her er grimt og smukt. Og så er her vand i massevis og noget natur indenfor rækkevidde. Her er et utal af spændende løbeture. Der er alt, hvad jeg skal bruge af butikker. Og jeg har det som blommen i et æg.