Små glimt fra hverdagen

Transport er hverdagens små udfordringer. Transport er meget mere end at flytte sig. Transport er fyldt med små hverdagseventyr, som kan levere sine egne små blogfortællinger. Om at få det lille morgenpuslespil af bus, metro og tog til at gå op, så jeg kan ankomme i lufthavnen i tide. Om at flyve til Bornholm en tidlig mandag morgen og se ned på mit frosne land. Med en højt skræppende dame i kabinen, som a l d r i g havde fløjet i sådan et lille bitte fly. Og som højlydt måtte have den rødmende teenagesøn til at holde i hånden. Om dumme sikkerhedsfolk, der insisterende kylede den sennep, jeg havde købt med hjem til vores sekretær – i skraldebøtten. Flydende væske – phyyyiii! Om at få puslespillet med tog, metro, bus til at gå op i modsat rækkefølge sådan en iskold mandag aften. Så jeg kunne komme hjem til noget varme.

Om s-tog, som nogen morgener kører og andre morgener ikke gør. Som bliver stoppet af livstrætte mennesker, der hopper ud på skinnerne. Og af semi kreative folk, som rykker kabler løs i Holte og skærer dem i stykker. For at stjæle dem? But why? I hvert fald vendte jeg cyklen og tøffede hjem igen. Jeg kunne på ingen måde nå til Hillerød, før jeg skulle vende kareten og til møde på Østerbro.

Om s-tog der kører til tiden og fyldes af så forskellige folk. Som ham i ruskindsfrakken, der må have kværnet en morgendram eller to sammen med et par smøger, inden han steg på toget. Den er stram på morgenkvisten – sådan lige tæt på. Han sad sådan og skuttede sig lidt, og trak hætten op om hovedet, mens den sprittunge ånde blæste lige ind i min morgensarte næse. Men han steg af i Hellerup. Og blev erstattet af en kvinde, der havde erstattet drammen med et grundigt skvæt parfume. Udenpå. Er det bedre end det andet? Jeg er i tvivl.

Og der var den ældre dame med stor kuffert, som rejste sig ved den første station og spurgte, om vi ville passe på hendes kuffert. Mens hun gik ud og klippede. Og vi så på hinanden i kupeen. Og rejste os for at holde dørene åbne. Bare så kufferten ikke skulle køre videre uden klip. Og uden dame.

Eller som ham den lidt opstemte ølbøv med de kridhvide bukser midt i cykelrummet. Og som åbnede for en sand talestrøm, da jeg listede min møgbeskidte cykel forsigtigt forbi. For ikke at snavse ham. Han talte stadig, da jeg stod af toget.

Og der er mig, der læser hele vejen til Hillerød. Og kan være glad for, at toget ikke skal videre. Når jeg er midt i Jussi’s onde fortællinger. Som jeg ikke kan løsrive mig fra.

Eller om den isnende kolde cykeltur til Birkerød, som jeg stædigt holder fast i på vejen hjem. Mens jeg på den hårde måde registrerede, hvor store huller frosten havde efterladt i cykelstien. Og hvordan mine kinder var koldere end jeg kan huske, de har været længe.

Og endelig den helt vidunderlige opdagelse. Der er cykelstativer i parkeringskælderen. Min cykel behøver ikke at stå i stuen, når det fryser, så gear og bremser sætter sig fast. Den kan stå trygt og frostfrit i parkeringskælderen. Bare en af hverdagens små glæder.