Afhængig eller besat?

Computeren har været på lang weekend, og jeg har svælget i venner og familie og løbeture. Og flyttet rundt på mit lille hjem, og dermed taget hul på næste etape af indretningen. Som jeg ellers var gået helt i stå med. Jeg har plantet forårsblomster i potterne på terrassen og er flyttet ind derude for alvor. Jeg har stået på min ponton nede i vandet og drømt mig et par måneder frem, når jeg lader mig glide ned i vandet og tager mig en morgensvømmetur. Så nu har jeg haft min skærmpause og er tilbage på bloggen.

Mens jeg sad og spiste lang morgenmad i sofaen sammen med Politiken lørdag morgen, læste jeg en artikel om træningsafhængighed. Om Rikke, der pludselig et år gik amok i maratonløb og bogstaveligt talt stak af fra sin familie. Løbeafhængig kalder artiklen det. Men er det afhængighed?

Hver gang jeg læser om en forsker, der med videnskabelig og fysiologisk argumentation løfter advarende pegefingre, bliver jeg sådan lidt sær indvendig. Og jeg er som sådan ikke helt uenig i advarslerne. Jeg har set så mange nye løbere gå bananas i træning og næsten træne deres liv sønder og sammen. Jeg har trænet sammen med adskillige kvinder (og mænd), som prioriterede to ting i tilværelsen: vægt og træning og blev ulideligt optaget af gram og kilometer. Jeg har selv haft perioder i mit liv, hvor træning har fyldt så meget, at det har taget overhånd og efterladt mine børn sådan lidt hængemulede. Hvorfor hilser jeg så ikke bare de forskere og artikler hjerteligt velkommen?

Der er ingen tvivl om, at der er grund til bekymring, når træningen griber om sig i en grad, hvor børnene bliver til noget, der må passes ind. Så de får en følelse af at være sekundære i forældrelivet. Eller når man melder pas på vennerne, fordi man altid har et hårdt træningspas eller et løb forude. Når man aldrig kan dele et måltid, fordi alting skal passe på gram og kalorier. Men er det afhængighed? Jeg ville kalde det besættelse. Er det ikke lige meget, om det hedder det ene eller det andet? Ikke helt.

Når man begiver sig ud i at betegne noget som afhængighed med en række ‘symptomer’, er man godt på vej til at skabe en medicinsk diagnose. Med en officiel diagnose følger en autoriseret kode i det medicinske journalsystem, som kan udløse værdi i sundhedsvæsenet. Og så følger jagten på medicinsk eller sundhedsfaglig behandling. Og det er der, det hele tilter lidt for mig. Det er alt for unuanceret at kyle folk, der træner meget ind i en medicinsk kategori. For hvem kan helt vurdere, hvornår noget er meget træning eller besættelse af træning?

Jeg kender en del mennesker, der træner meget. Nogle ville også betegne mig som sådan én. Er det sygelig træningsafhængighed? Lad os bare bruge mig som eksempel. Jesper og jeg har fået den (syge?) idé, at det vil være en herregod oplevelse at løbe tværs over Alperne fra Chamonix til Zermatt. Ud over at det helt sikkert bliver smukt, bliver det fucking hårdt. Så selvfølgelig vil jeg forberede mig bedst muligt. Derfor trapper jeg langsomt min træning op og lægger en slags plan, og det betyder selvfølgelig en del timer i løbesko på Lorteøen og andre steder. Og når jeg nu har valgt at forberede mig på den måde, kommer min hverdag selvfølgelig til at indrette sig lidt efter den træning. Er det sygeligt? Okay, ideen om at løbe tværs over Alperne kan måske af nogen placeres i sygeligheds-kategorien. Men vi er sygelige på den lidt skøre måde. Vi kan jo lide det der med at gøre noget hårdt. Bare for at se, om vi kan.

Det er jo bare sådan, at vil man noget, må man øve sig. Jeg har skrevet to specialer på universitetet, og begge gange har jeg været tæt på at være et socialt grænsetilfælde. Det er pissehårdt at skrive speciale. Og man er nødt til at blive lidt besat af det, man nu gerne vil skrive om. Ellers kan man ikke levere 100 sider og holde holde gejsten.

Livet handler også om at prioritere. Ingen tvivl om, at Rikke i artiklen var ude i et skråplan. Hun var besat af løb. Måske var det et forsøg på at håndtere sin forholdsvist nye status som mor til et lille barn? Hvad ved jeg. Men at kalde det afhængighed skaber en forkert vinkel. Det er forkert at lave ethvert problem om til en diagnose.

6 thoughts on “Afhængig eller besat?

  1. Jeg læste også den artikel. Og tænkte sådan lidt på, at Rikke bare var meget optaget af sin nye interesse, som var at løbe. Og løbe langt. Og løbe langt mange gange. Jo vist, det tog rigtig meget af hendes tid, og dermed tiden fra hendes familie og især lille barn, men måske skulle det til lige på det tidspunkt, som du selv er inde på.
    Jeg opfatter også afhængighed, som noget i en lidt anden og alvorligere boldgade. Besættelse af løb? Ja, måske. Men måske handler det også om vores trang til at putte personer med interesser eller mål, som falder en del udenfor normaliteten, i dertil indregnede kasser, så vi kan pege lidt med den dertil indrettede finger og hysse lidt. Der er en hel del mænd og kvinder, som i disse måneder træner hårdt til næste Challenge Copenhagen i august. Og jeg tror egentlig (dog uden at vide det helt konkret), at de træner rigtig mange timer i ugen. Uden at være træningsafhængige? Ja, for der skal bare lægges rigtig mange timer i vandet, på cyklen og i løbeskoene for at gennemføre en ironman.
    Så mon ikke vi skal passe på ikke at hype så meget over dem, som går ud over de normale grænser?
    Og dit og Jespers projekt er da bare pisse-spændende. Og jeg glæder mig omend mere til denne beretning end den fra Cleveland Way.
    Knus 😉

    • Jeg vil i hvert fald tale kraftigt imod at lave medicinske diagnoser ud af det. Men når det er sagt, har jeg mange eksempler på folk, hvor det kammer over og bliver sygeligt. Det var noget vi var konstant opmærksomme på, når der kom nye piger ind i den atletikafdeling, jeg løb i. Det er bare ikke det samme som at træne meget.

  2. Hey – hvorfor skal jeg hives frem som eksempel så snart der skal snakkes om ideer der falder under sygeligheds-kategorien? Og så troede jeg faktisk at din træning gik mod Lavaredo Ultra Trail… 🙂

    Lidt mere alvorligt, så hver gang jeg læser den slags artikler kan jeg kun tænke én ting: Golf! Hvis en journalist gad stille sig op ved en golfklub lørdag morgen kunne de finde massevis af “golf-afhængige” – eller som du også er inde på, folk der sikkert “flygter” fra noget andet M/K de har været gift med lidt for længe 🙂

    • Nu ikke sart – du er ikke alene 🙂
      Ja man skulle måske dirigere dem forbi den royale golfbane ved Bellacenteret. Come on – det er er da mere sygt at stå der på samme sted i timevis og slå til en lille hvid bold.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s