Mens jeg sidder her en søndag aften og har udkæmpet mit eget lille maratonløb hen over tasterne på min computer, er jeg ved at blive kvalt. Af forventninger til mig selv. Af andres forventninger til min præstation og kreativitet. Mens et lurende samvittighedsnag kradser i baghovedet. Fordi det der arbejde har tilkæmpet sig alt for meget plads i min indre harddisk. Og fordi jeg betaler med nærvær. Eller mangel på. Nærvær.
Jeg skriver uinspirerede blogindlæg med venstre hånd og en slumrende del af hjernen.
Jeg ringer alt for lidt til mine forældre, til mine venner, til mine unger.
Jeg gider ikke løbe motionsløb, fordi jeg ikke gider udsætte mig selv for forventninger der også.
Jeg gad ikke løbe Copenhagen Marathon, fordi jeg vidste, at jeg måtte bruge eftermiddagen og aftenen til at skrive min strategi færdig og sende den ud i endnu en høringsrunde.
Mit hjem roder og roder og roder.
Jeg går tidligt hjem fra fester (som jeg trods alt kommer til).
Jeg får ikke svaret på mails eller ringet tilbage.
Jeg bruger alt for lidt tid til at sidde og glo ud på vandet, der pludrer forbi mit vindue.
Så bær over med mig. Mens jeg tænker mig om. Og får banket det der arbejde bedre på plads. Og får styr på mine prioriteter. Jeg kan jo for fanden ikke undvære jer, vel?
Helles Blog 
Halvhjertede tider skal der være plads til. Og plads til at få styr på prioriteringerne, det sku’ jo være så moderne!! Og ve’ du hvad? Vi er her og vi er tålmodige. Kram
Jeg elsker tålmodige mennesker. Tak. Og kram til dig.
Nogen gange er der bare mange bolde i luften og sådan er det.
Tænk du bare, tjekker alligevel dagligt om der lige er et indlæg…:-)
Og det stopper ikke fordi der er stilstand nogen dage.
Knus
Jeg skal bare prøve at få boldene til at lande i de rigtige kurve. Knus
Don´t worry. Jeg kommer med sushi og champagne når du engang er landet.
knus
Se DET er et konstruktivt forslag. Behøver vi vente, til jeg er landet? Jeg mener, hvad hvis jeg aldrig rigtigt lander?
Du trænger vist til ferie 🙂
Jeps – i den grad
Det er nemlig lige det forventningerne kan gøre; kvæle både initiativ, lyst og gøren. Så der ikke sker så meget, andet end det højst nødvendige. Been there, done that, didn’t work…. Vi, altså af de mere normale, rammer vel det punkt på et eller flere tidspunkter.
So honey – no sweat! Det og du kommer tilbage. Jeg venter lige her….
Og du kan stadig bippe mig, hvis du har løbesko med i tasken…
Knus 🙂
Dejligt, Katrine. Jeg bipper dig mandag
Jeg kender alt for godt disse tanke, Helle. Jeg har været meget skuffet med mig selv og meget træt denne graviditet og bliver hurtigt ked af det. Hvad VILLE jeg gøre uden mine løbetur? Nu at du lige har sagt at du gider ikke løbe motionsløb, skal jeg måske ikke spørge – men gider du ikke komme til Skodsborg Marathon næste weekend? Jeg regner kun med at løbe halvdistancen. Det ville være virkelig dejligt at se dig i virkeligheden igen – det har været lang tid!!
Søde Tracy, ja det er alt for lang tid siden. Jeg vil lige overveje Skodsborg på søndag. Jeg skal til en stor fødselsdagsfest lørdag aften, men jeg kan jo forsøge at gøre den festlig på den ædru måde 🙂