Desillusionist

Bliver der overhovedet løbet i mit univers? Der bliver ikke nedfældet mange ord på bloggen om det. Men jo, der bliver løbet. Men jeg er på vej til at miste mine illusioner. Om løb, that is.

For fire år siden, da jeg lukkede døren bag mig til hæmatologisk afdeling på Århus Sygehus, havde jeg en klar forventning om at kunne træne mig op til det niveau, jeg havde haft et halvt år tidligere. Hvor jeg med lethed kunne holde et tempo på træningsturene på 4.20-4.30 min. pr kilometer. Det første år virkede lovende. I første omgang trænede jeg udelukkende for at komme i form igen og for at kunne løbe lange ture. Senere trænede jeg også trappeintervaller to gange om ugen, og jeg var i storform, da vi tog på bjergbestigning i april 2008. Da jeg kom hjem igen i juni, tog jeg fat, hvor jeg havde sluppet, og trænede intervaller og tempo tre gange om ugen. Tempoet blev skruet op, og jeg begyndte langsomt at kunne følge mine gamle træningskammerater noget af vejen. Og faldt. I min iver blev jeg revet med af min egen succes og trænede mig selv til et overtræningssyndrom. Og så måtte jeg tage det fuldstændig roligt i meget lang tid.

Og siden har jeg stået stille. Nej ikke stille på den måde, vel. Men der har bare ikke været nogen udvikling i mit tempo. Jeg tusser afsted som en gammel kone. Det er jeg jo på en måde også på vej til at blive, men det er bare kommet så pludseligt. Og det gør mig fandme så desillusioneret. Når jeg løber med Jesper, så ved jeg bare, at han hele tiden venter på mig. Og det er sødt af ham. Jeg hader bare fornemmelsen. Det irriterer mig at være sådan en, man er nødt til at være sød ved. At jeg for pokker ikke selv kan holde noget tempo.

En gang imellem kan jeg pludselig løbe nogle fornuftige intervaller. Hvor der pludselig kommer en gammelkendt fornemmelse for fart. Men hvad er der ved det, når jeg ikke rykker en tøddel på de næste løbeture. Og værst af alt bliver jeg lidt bekymret for vores kommende tur i Alperne. Jesper kommer til at vente på mig hele vejen.

Selvfølgelig har den sidste uge været kedelig. Et monsterhold i nakken satte en grænse for mine fysiske udfoldelser. Jeg lover, JEG LOVER, at jeg aldrig nogensinde mere vil trække skødesløst på skuldrene over folk med piskesmæld og hold i nakken. For susen da, hvor har det været en ynk. Jeg var så låst i nakken/halsen, at jeg fik kvalme og synsforstyrrelser. Mandag måtte jeg cykle  til ydre Østerbro, og jeg ankom til mit møde med tårerne sprøjtende. Fordi det bare gjorde forbandet møgondt. Og turen der fra til Herlev var tæt på at knække mig. Jeg har løbet, men jeg har ynket og kun løbet små søde ture uden udfordringer.

I dag skulle det så være topfint. Nakken kureret og fuld af energi efter en afslappet weekend. Ynk, ynk, ynk, kan jeg kun sige. Og endnu mere ynk. Helt uden grund. Andet end varmen og fugten. Og det gælder ikke.

Så er det jo godt, at man kan hente trøst og oprejsning i vandkanten sammen med Alma, som glæder sig til at få en redningsvest.

2 thoughts on “Desillusionist

  1. Åh nej, jeg holder altså ikke til endnu en kvindeblog med ynk med ekstra ynk på om løb 🙂

    Kunne det mon ikke være der er andre grunde til at løbe med dig end for at blive løbet sønder og sammen? Eller er godt selskab nu et problem?

    • Jeg er færdig. Det var bare en søndagstudse. Det skulle bare ud. Og jeg ynker aldrig ret længe. Livet er jo andet end at løbe stærkt, ik?
      Og nej da – godt selskab er da ren gevinst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s