Hold da helt kaje, hvor det vejr gik amok i går. På tre splitsekunder. Efter en tung og alt for varm løbetur på Amager sprang jeg i kanalen og blev kølet af. Det er en uendelig luksus med mit helt eget bassin udenfor stuedøren. En tur under bruseren, og jeg gjorde klar til grillen. Sofie og Baby-Vera var på fint besøg, mens farmanden tumlede rundt i Roskilde. Og det rumlede lidt i det fjerne, mens solen skinnede lystigt. Det er da ikke torden, sagde Sofie med overbevisning i stemmen. Men midt i solen dryppede en let sommerregn, og vi fik barnevogn og badetøj i tørvejr. Mens vi lavede grillplanen om til noget pandestegning.
Og så gik det amok. Pludseligt. Voldsomt. Mens kaskader af vand væltede ned fra himlen. Det tordnede med brag, som jeg ellers kun har oplevet under sydlige himmelstrøg. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Vi dukkede instinktivt vores hoveder, som om det skulle hjælpe. Vera var ganske upåvirket. Men efter 1½ times bragen og buldren havde vi fået nok. Vi blev lidt betænkelige ved al den rasen. Og ganske afmægtige.
Og så sad vi i virkeligheden fuldstændig beskyttede mod den værste rasen. Vi har vores kanaler, og vandet bliver lynhurtigt ledt væk. Der røg hverken strøm eller bredbånd, så det var med en blanding af undren og lidt taknemmelighed, vi kunne stå op til billeder af oversvømmelser, spærrede veje og aflyste s-tog.
Mens vi sad i vores lille lykke-puppe.
Helles Blog 