Det gjorde noget gavn at spy ynk ud over universet i går. I hvert fald gik dagens løbetur bedre. Og jeg vendte tilbage i noget, der lignede højt humør.
En af mine travere (haha) er at løbe en times tid rundt på Amager Fælled mellem fyraften og aftensmad. Og jeg skal da lige love for, at der var blevet møbleret om her og der. Én ting er sikkert: Ingen dyr kommer til at dø af tørst på Fælleden i nær fremtid. Og det kommer til at vare en rum tid, før jeg fristes til at stikke på tværs ad de små wannabe-stier. Med eller uden Jesper. De er rene dødsfælder! Frøerne har en fest, og alt det grønne spurter op af jorden. Eller vandet.
Men det gik bedre med det der løb. Jeg lægger uret på hylden for en tid. Bare for at flytte fokus væk fra alt det, der ikke kører, til bare at nyde løbeturene. Jeg er ligeglad, om jeg løber 9 eller 11km. Eller 25. Og jeg er ligeglad, om jeg løber dem på den ene eller den anden tid. Jeg er ligeglad, om jeg løber 60 eller 90 km om ugen. Bare jeg løber. Det er jo hamrende ligegyldigt. Og der er jo ikke noget mere patetisk end en halvgammel kvinde, der jamrer.
Der er i hvert fald ingen grund til at flashe min uformåenhed direkte i mit åbne åsyn, hver eneste gang jeg stikker fødderne i løbeskoene. At løbe uden ur kan klart i perioder narre mig til at lade være med at tænke på, hvor langsomt det går. Så jeg i stedet lægger mere mærke til solen, vinden, fuglene og alt det grønne. Eller dem jeg følges med. Og måske kan jeg nogen gange glemme, at de er så søde at vente på mig. Bilde mig selv ind at vi følges.
Indtil jeg synes, det er interessant igen at måle lidt på det ene og det andet. Og det der måleri har jeg altid haft et anstrengt forhold til. Det tager fokus fra løbet. Fra flowet.
Jeg møder af og til Dennis Jensen på mine løbeture, og vi hilser altid på hinanden med et smil. Dennis var dengang for 3000 år siden en af landets bedste løbere og har vist stadig den danske rekord på 5000 meter. Han har den smukkeste løbestil, jeg kender. Fordi han løber kraftfuldt og elegant. Og hurtigt. Jeg kan genkende hans stil mellem tusinde. Og inde i mit dumme lille hoved bliver jeg til Dennis. Nej, jeg gør selvfølgelig ikke, men jeg kan pludselig mærke en masse energi, når jeg ser ham. Som om jeg pludselig får en anden bevidsthed om måden, jeg bevæger mig på. Og det der fokus på bevægelse går bare bedre uden ur. Forstår I det? Nej? Pyt med det. Det gør jeg nemlig.
Og på onsdag har jeg fået startnummer af hende her og hende her til ti km rundt i Amager Strandpark. Som med garanti bliver sjovt. Og ikke mindst bagefter.
Helles Blog 
Hej Helle, dit indlæg i går sæt nogle tanker i gang hos mig. Det er kun godt 6 måneder siden jeg blev færdig med behandling og jeg stadig drømmer at jeg kan komme tilbage til min tidligere form. Da det var værst var jeg mere end 1 min langsommer p. km end ”før” – nu er det ”kun” 15-20 sekunder – men det bliver svære og svære at indhente det manglende sekunder. I aftes reflekterede jeg over om jeg også kommer til at blive desillusioneret hvis jeg aldrig indhenter de sidste sekunder og jeg blev enig med mig selv at det gør jeg ikke fordi jeg mener jeg er blevet et ”bedre” løber siden jeg har været syg pga det med ”flow” lige som du beskriver det. Jeg bliver ikke til Dennis, men til en gazelle som springer igennem skoven! Og nogle gang får jeg en klump i halsen mens jeg løber fordi liv er så smukt. Og selv om jeg aldrig bliver til Paula Radcliffe (det ville jeg jo aldrig havde været selv om jeg ikke vare blevet syg!) kan jeg være en ”god” løber og nyd hver sekund i mine løbesko. Sjovt at du var nåede til nogenlunde samme konklusion!
Hej Kirsten.
Dejligt at mine tanker kan bruges.
Jeg har altid haft det sådan med Dennis. Og med et par andre, som har en løbestil eller et bevægelsesmønster, der på en eller anden måde appellerer til mig. Og jeg har altid brugt i perioder at smide mit ur langt væk og bare løbe, fordi jeg tidligere trænede enormt struktureret og målrettet.
15-20 sekunder – herregudda. Her snakker vi altså 1-2 MINUTTER langsommere pr km. Og den svider altså. Men jeg elsker jo stadig at løbe – og cykle og alt det andet. Så det får mig ikke til at holde op, men ind imellem må jeg lukke lidt jammer ud over at det ikke bliver noget lignende igen. Og så løber jeg videre. Jeg er ikke fuldtidsdesillusioneret.
Hej Helle
Tak for din kommentar, gav mig lige håbet tilbage..Var lidt betænkelig efter meldingen i går men skal til snak med fyssen i dag, så bliver der nok lagt en plan.
Og da jeg ved hvordan dit aktivitets niveau er 🙂 Så skal jeg nok osse komme stærkt tilbage:-)
Knus..:-)
Det vigtigste er tålmodighed. Du skal nok komme igen.