Højskoledage

Det er ikke ren afslapning at være på højskole. Jeg er nærmest færdig med at skrive, som i overhovedet, når jeg vender hjem om aftenen. Fordi ordene på en måde er brugt op. Der er ikke flere. Men det er pissehamrende fedt. Det er så fedt at arbejde med ord, at finde en stil, en skriveform, som er langt fra det akademiske skriveri, jeg boltrer mig i til daglig. Det er fedt at dele mine skriv med andre og høre deres tilbagemeldinger.

Men det er et helt uvant regelmæssigt liv, hvor måltiderne står på bordet til autoriserede spisetider. Og består af helt igennem autoriserede ingredienser, der passer til tidspunkterne. Selvom jeg altså får mine vegetariske særlingeretter. Madmor’en, som er en en sand Camilla Plum-klon, styrer alt det der med hård og retfærdig hånd. Ingen vover at røre vegetarretterne, før hun giver lov. Og jeg der plejer at spise, som vinden blæser. Eller nej, bare på tidspunkter der blæser i vinden, og får et stærkt sydlandsk præg. Fordi jeg altid kommer for sent i gang med hakkebræt og gryder.

Og jo, der er morgensang hver morgen. Med højskolesangbog og klaver. Men her går min grænse lige. Jeg har ferie for pokker, så jeg spiser min morgenmad i fred og ro sammen med mig selv, inden jeg tramper afsted til dagens undervisning. Og springer fællessangen over. Resten elsker jeg. Også frokosten i solen på terrassen med lange samtaler. Og når jeg tager the med til Marie, når jeg alligevel henter kaffe. Og når Tine og jeg kommer til at se hinanden i øjnene og sprutgriner af, at vi er gået i stå med vores tekster.

Vi har workshoppet med fotoholdet hele dagen. Lavet stafet med tekst og billeder omkring temaet ‘nutidsmenneske’, og det kom der noget overraskende spændende ud af. Morgenen startede med en tekst fra mig og et billede fra min fotografmakker, Bent. Så byttede vi. Jeg skrev en ny tekst om hans billede, og han tog billeder til min morgentekst. Og så valgte vi, hvilket sæt vi ville præsentere. Oplæsning til billede over nutidsmenneske.

Ordene kommer væltende på mine løbeture. Og de er lange for tiden, så der er plads til mange. Men nyd nu bare billederne fra søndagsturen, hvor den nye rygsæk blev testet i små tre timer. I solskin.

Hmmm. Nogen har spærret min vej.

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Højskoledage

  1. Nå det er dér du gemmer dig. 😉 Jeg har vist ikke helt fulgt med på dine planer. Hvor er den henne? Denne skrivehøjskole. Som ellers lyder ret sjov og inspirerende. Er begyndt at træne til en tur med dig. Kan vi mon nå det, inden du smutter til bjergene?

    • Det kan vi nemlig. Jeg er tilbage i Hillerød (og Herlev) i næste uge og tre uger frem.
      Borups Højskole ligger midt i København på Frederiksholms Kanal. Og det er fedt, er det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s