Et lille halvkedeligt pip om udstyr

Det er egentlig latterligt af mig at skrive et indlæg om udstyr. Jeg forholder mig så lidt til det. Jeg er så snotdum, at jeg omgående glemmer navn eller nummer på det. Det eneste jeg husker er prisen. Fordi jeg også er semi-nærig. Men jeg har alligevel brugt lidt tid på at finde nyt udstyr til den kommende (vanvids-)ferie, hvor vi har planlagt at løbe fra Chamonix i Frankrig til Zermatt i Schweiz ad den rute, der hedder Haute Route. Det er en vandrerute om sommeren og en skitouring-rute om vinteren. Jeg drømmer om at lave den på ski engang.

Når vi nu skal løbe og skal transportere alt på ryggen, kræver det en helt anden slags udstyr, end jeg har i forvejen. Og tro mig, jeg har meget. Bjergudstyr, that is. Vi skal være forberedte på at løbe i sol og varme, i regn, i sne og kulde og i mørke. Og det skal simpelthen veje så lidt som muligt. Løbere og andet godtfolk er tidligere blevet overrasket af dårligt vejr med fatale følger, så ud over at vi skal kunne holde varmen, er det vigtigste at være godt forberedte på ruten og de enkelt dagsetaper og at lytte til lokale folk. De kender vejret og de aktuelle forhold, og de kan altid give tips til alternative ruter eller hyggelige ekstraovernatninger. Vejr, is og sne er seriøse medspillere i bjergene. Jesper har lavet en superfin liste over udstyr, men jeg har selvfølgelig kigget efter udstyr, der passer til mig. Mest fordi jeg er så lillebitte, at ikke ret meget passer til mig.

Vi kommer til at løbe med ens nye rygsække. Ikke så tjekket, men ti dage er for lang tid med en skidt rygsæk på ryggen. Jeg har en OMM Classic Marathon rygsæk på 32 liter, som jeg købte af Thure sidste år. Og den kommer simpelthen ikke med i ti dage. Den er en manderygsæk, og jeg har sådan en pygmæ-ryg. Jeg har aldrig været supergode venner med rygsækken, og den slider huller på min lænd og mine hofter på de rigtig lange ture. Ind i varmen er kommet Osprey Hornet 30 liter, som egentlig er en meget let vandrerygsæk, og den er perfekt til vores brug. Den er testet af adventureløbere og er fin til en vægt på max 8 kilo. Og mere skal vi ikke løbe med. Jeg har testet rygsækken på to lange ture lørdag-søndag på sammenlagt 5 timer – og den er godkendt. Helt uden afskrabninger på lænden, og den sidder supergodt. Så det bliver veninderygsække.

Skoene præsenterede jeg forleden sammen med de yndige gaiters, som er en gave fra Jesper. Det er hermed det ypperligste kvindelige islæt sammen med min charmerende fletning. Gaiters er selvfølgelig for at forhindre grus og småsten snige sig ned i det allerhelligste indeni løbeskoene. Jeg tager et par ekstra sko med, som er mine almindelige hverdags-løbesko. Vi kommer ikke til at møde meget asfalt, men ti dage i løbesko kræver lidt skift.

Vinterkulden vil jeg tackle med flere lag tøj. Jeg tager nok min hårdt prøvede Arcteryx skaljakke med. Den vejer ikke meget og holder den mest hylende vind fra kroppen. Jeg har måske mulighed for at købe en softshell brugt. Og måske bliver det den istedet. Til pauser og kolde aftener vil jeg bruge et eller flere lag fleece. Det bliver genbrug af mit gamle udstyr, og der har jeg ikke besluttet mig endnu. Endelig har jeg investeret i en RAB dunvest, som ikke vejer noget som helst og kan lune min brugte krop, mens jeg skovler mad ind.  Og måske på kolde nætter.

Hvor skal vi sove, hører jeg jer spørge. Vi skal sove i hytter og på vandrehjem. Og det skal vi, fordi vi ikke gider slæbe telt, liggeunderlag, sovepose og kogeudstyr med. Nu nøjes vi med silkelagenposer og spiser i hytterne. Man kan altid bestikke køkkenet til en madpakke, så maden er sikret til turen. Nå ja, Jesper har lokket mig med en oppustelig hovedpude, som han havde købt. Det har jeg så også. Han skal helst ikke sove bedre end mig.

Handsker, hue, tynde og tykke buffs er selvfølgelig med i rygsækken, og eftersom hele turen foregår i bjergterræn, har jeg købt stave. Jesper havde købt nogle tynde, foldbare stave, som han har været rigtig glad for. Jeg var bare ikke sikker på, at længden passer til min pygmæ-krop. Så jeg har selvfølgelig købt nogle andre. Som er teleskopstave. Og som jeg har fortrudt lidt, fordi de i sammenklappet tilstand er temmelig lange og måske bliver ret irriterende at løbe med. Pisseirriterende! De var jo dyre nok, altså. Det må testes.

Der bliver ingen opdateringer undervejs. Overhovedet. I må leve i spænding, mens vi har afkoblet os fra verden. Vi tager én telefon med, og i Alperne er der ikke meget mobildækning. På ti dage bliver selv vi trætte af at snakke med hinanden. Og af at snakke i det hele taget. Derfor kommer iPod’en i tasken. den har klaret højder og udfordringer før. Jeg køber en Kindle. Endelig. Jeg har drømt om det længe, og nu gør jeg det. Slut med at slæbe stakkevis af bøger med på bjergbestigning eller ferie. Fra nu bliver det e-bøger.

Og nu gider jeg ikke  skrive mere om udstyr og mit vilde forbrug. Det må være nok. Nu skynder jeg mig at glemme igen, hvad det hele hedder og fortrænge, hvad det har kostet. Nu kommer det med og må stå sin distance, indtil det er slidt sønder og sammen.