…og god mod dyr

Jeg er ikke kendetegnet ved at have noget særligt forhold til dyr. Har et noget anstrengt forhold til katte og fik overstået min trang til hunde som barn. Jeg har pligtskyldigt åbnet mit hjem for en lang række af små kræ, – ja fordi det “havde børnene jo så godt af” Vi har faktisk også haft en kat engang. Vi har haft kaniner, ørkenrotter, skildpadder, og det eneste kræ, jeg har holdt en lille smule af, var Kurt. Kurt var en slørhale, som var så uheldig at blive vundet af mig til pakkeleg ved en særdeles festlig julefrokost. I en spejderhytte udenfor Århus. I snestorm. Og stakkels Kurt startede sit liv som selskabsfisk i et syltetøjsglas med et sugerør. Selskabet pustede på skift lidt luft ned til kræet, som sikkert blev tiltagende beruset. Næste morgen vågnede jeg med århundedets tømmermænd og en fisk i et syltetøjsglas. Jeeeesus! Jeg fik et lift til Århus, spurtede hjem på 4. sal med fisken og videre rundt i byen for at finde en bowle og en plante. Ja, hvad vidste jeg om fisk? Nåmen, jeg kæmpede mig gennem snemasserne med min nyindkøbte bowle, og Kurt flyttede ind. Og kunne endelig få lidt ro. Mærkværdigvis levede Kurt i mange år i sin bowle, og vi tog en næsten tårevædet afsked med ham, da han udåndede (og vi skyllede ham ud i toilettet).

Jeg reagerer ikke synderligt på mediernes tårevædede udsendelser om dyremishandling. Bevares, det er synd, og dyr skal behandles ordentligt. Det er bare ikke noget, der sådan går rent ind i mit hjerte. Jeg spiser gerne døde dyr (når jeg ikke lige er vegetar), og jeg kunne ikke drømme om at anskaffe mig flere kæledyr, nu hvor jeg endelig er fri.

Men i går skete der alligevel noget i vores fredelige gård. Katrine og jeg kom tilbage fra en fin løbetur rundt på Amager Fælled, som Katrine behørigt blev begejstret over. Vi satte os i solen på min terrasse og nød et iskoldt glas danskvand, mens sveden dampede fra os. Pludselig får vi øje på en kvinde på en altan. Hun har viklet sig ind i noget lillaklæde, mens hun lidt krampagtigt jager noget rundt på den lille altan. En fugl, viserdet sig. Endelig får hun indfanget den, og derefter kaster hun den heftigt ud over kanten. Vi stirrer forbløffet på hende, mens det lille dyr lander hårdt og brutalt på fliserne. Og bliver liggende.

Gider I ikke lige gå hen og se til den, råberhun til os. Og det gider vi da. Med ansigterne formet i store spørgsmålstegn. Ja, den har altså siddet på min altan hele dagen, siger hun, som en slags forklaring. Fuglen er en unge. Måske en stor dueunge. Men stor. Og nu ligger den der så ynkeligt med brækket ben og så syg ud. Og selvom jeg ikke sådan har noget særligt forhold til dyr. Og kan være en skrap kælling. Så går der altså en slags grænse ved at dreje halsen om på kræet. Jeg mener, den kigger jo på mig, ikke?

Men det er jo heller ikke godt at have en halvdød fugl liggende i gården, hvor der konstant jager 10-15 børn rundt og leger. Så en anden nabo giver sig til at ringe til Dyrenes Beskyttelse. Ind træder pludselig en kvinde med store armmuskler og beder om to plastikposer. På med plastikposerne, så fanger hun fuglen, og jeg henter en papkasse, den kan ligge i. Men dreje halsen om på den vil hun ikke.

Og så stod jeg pludselig der med en fugl i en papkasse. Tak for shit, altandame. Jeg fik alligevel en slags medlidenhed med kræet og fik lirket et bæger med vand ned i kassen. Og naboen vendte tilbage med løfter fra Dyrenes Beskyttelse om afhentning af fugl og papkasse senere på aftenen. Som om.

Jeg har stadig en papkasse med en fugl på terrassen. Nu er det bare en papkasse med en død fugl. Og en lille skål med vand.