Tak København

Ironman? Aldrig.

København havde klædt sig på til fest. Selv vejret viste sig fra noget, der næsten kunne ligne august. Og festen var Challenge Copenhagen, Københavns egen ironman konkurrence.

Og jeg blev igen bekræftet i, at triathlon aldrig skal være min sport. Challenge Copenhagen var fantastisk. København var fantastisk. Det bliver bare aldrig nogensinde mig, som deltager. Jeg bliver fascineret og en smule skræmt over de toptunede og de ikke helt veltrænede, som alligevel kaster sig ud i det. Seks timer i væskedepotet under Langebro gav mig lejlighed til at hilse på dem alle, mens jeg langede Red Bull og bananer ud i rå mængder. Og fik plasket ækelt sukkerstof ud over det hele.

Så hvorfor ikke triathlon? Når nu jeg er sådan en, som godt kan lide at udfordre mig selv? Og en gang imellem finde nogle nye grænser? Som om ganske få dage flyver til Frankrig for at tæske afsted i bjergene i mange timer hver dag?

For one thing, så gider jeg overhovedet ikke konkurrere på cykel. Jeg gider godt at køre stærkt. Og langt. Men kun for at imponere mig selv. Jeg ved godt, at man ikke må ligge på hjul i ironmankonkurrencer, men alligevel. Og jeg gider slet ikke køre tæt i et felt. Eller jeg tør ikke. Jeg hader at styrte på cykel. Fordi jeg altid slår mig som bare pokker. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at styrte imellem en masse andre. Jeg er en ægte kylling.

Jeg gider heller ikke svømme. Ikke fordi jeg er en kylling, men fordi det er kedeligt. Jeg svømmede hele min barndom, og det må være nok. Jeg kan svømme, og jeg bruger det nødtvunget som supplerende træning. En sjælden gang. Altså bortset fra i min kanal. For det er sjovt.

Så jeg løber bare. Fordi det er det, jeg kan. Og gider. Fordi det er så nemt.

Men Challenge Copenhagen var en fest. Og gu’ var de seje. Og København var sej at stille op, som den gjorde. Med glade mennesker langs ruten. Og rigtig mange af dem.