Ironman? Aldrig.
København havde klædt sig på til fest. Selv vejret viste sig fra noget, der næsten kunne ligne august. Og festen var Challenge Copenhagen, Københavns egen ironman konkurrence.
Og jeg blev igen bekræftet i, at triathlon aldrig skal være min sport. Challenge Copenhagen var fantastisk. København var fantastisk. Det bliver bare aldrig nogensinde mig, som deltager. Jeg bliver fascineret og en smule skræmt over de toptunede og de ikke helt veltrænede, som alligevel kaster sig ud i det. Seks timer i væskedepotet under Langebro gav mig lejlighed til at hilse på dem alle, mens jeg langede Red Bull og bananer ud i rå mængder. Og fik plasket ækelt sukkerstof ud over det hele.
Så hvorfor ikke triathlon? Når nu jeg er sådan en, som godt kan lide at udfordre mig selv? Og en gang imellem finde nogle nye grænser? Som om ganske få dage flyver til Frankrig for at tæske afsted i bjergene i mange timer hver dag?
For one thing, så gider jeg overhovedet ikke konkurrere på cykel. Jeg gider godt at køre stærkt. Og langt. Men kun for at imponere mig selv. Jeg ved godt, at man ikke må ligge på hjul i ironmankonkurrencer, men alligevel. Og jeg gider slet ikke køre tæt i et felt. Eller jeg tør ikke. Jeg hader at styrte på cykel. Fordi jeg altid slår mig som bare pokker. Og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at styrte imellem en masse andre. Jeg er en ægte kylling.
Jeg gider heller ikke svømme. Ikke fordi jeg er en kylling, men fordi det er kedeligt. Jeg svømmede hele min barndom, og det må være nok. Jeg kan svømme, og jeg bruger det nødtvunget som supplerende træning. En sjælden gang. Altså bortset fra i min kanal. For det er sjovt.
Så jeg løber bare. Fordi det er det, jeg kan. Og gider. Fordi det er så nemt.
Men Challenge Copenhagen var en fest. Og gu’ var de seje. Og København var sej at stille op, som den gjorde. Med glade mennesker langs ruten. Og rigtig mange af dem.
Kære Helle, jeg hyggede mig også og var en smule glad for at jeg stod bag disken for at række dig en Red Bull efter den anden og fylde op med Bananer. Du var vipsenes ven 🙂 men det virkede som om det slet ikke gik dig på. Så ros for det.
Her er mit bud, vi stiller op som Relay hold! For jeg kan nemlig KUN finde ud af at cykle. Pga mit knæ kan jeg ikke løbe (selvom jeg godt vil, da det nok er der man får flest credits for ens indsats fra tilskuerne), svømningen er ikke min stærkeste side, så der er min elskede cykeldel tilbage 🙂 jeg vil helst ikke styrte men jeg er SÅ klar til at prøve kræfterne af på så ruten.
God tur til Frankrig, til at starte med 🙂
Hej Christian
Det var en rigtig hyggelig dag, ja det var. Men jeg er ikke rigtig sikker på det der med at deltage som relay. Det er skidedyrt. Hvad med at cykle Sjælsø Rundt i stedet? Det er 125 km ruterundt i Nordsjælland.
Kh Helle