Om christianiacykler

Jeg sværger, at jeg aldrig – nogensinde – igen vil sende bandeord og forbandelser efter mødre med christianiacykler. I hvert fald ikke med to børn i. For fuck da, hvor er det svært at få kørekort til sådan en.

Jeg hentede de små tøsepiger sidst på formiddagen. Efter en åndssvag formiddag, hvor jeg drog til byen uden dankort og ikke fik fixet en eneste af de de ti ting, jeg mangler inden afrejse. Som om jeg bare har skidegod tid til det. Men hvad, det er jo først onsdag, vi tager afsted. Og så er det jo så fint at have to tøsepiger. Så man kan lege hele dagen i stedet.

Men den cykel! I tell you. Jeg fik (velfortjente) onde øjne og bandeord i nakken hele vejen ned ad Falkonér Allé. Jeg kunne jo for pokker ikke dreje med det monstrum. Eller jeg kunne godt dreje. Men så kunne jeg bare ikke styre. Når vejen skrånede fik cyklen sit eget liv. Og to tøsebørn vejer godt til, gør de. Men jeg øvede mig. Og øvede mig. Og blev bedre.

Og vi ankom til mit hjem uden skrammer. Jo altså min ære og værdighed havde fået en skramme eller tre. Men efter puslespil, memory, frokost, mumitrolde og en middagslur, vovede jeg os på tur langs vandet til Valbyparken. Som har verdens bedste legeplads. Og nu gik det straks bedre. Som om monstercyklen og jeg var ved at blive en slags venner. Og så legede vi en times tid der og besteg de stejleste skråninger, inden vi kæmpede os op ad Valby Bakke til Frederiksberg. Og klarede alle hjørner til ug og slange.