Glem det aldrig

Fredag var jeg til 50 års fødselsdag hos en veninde i Århus. Jeg sprang på toget om eftermiddagen og ankom lidt forsinket til en vidunderlig middag. Min veninde havde midt i sine frustrationer over at blive så gammel været på nippet til at forbigå fødselsdagen i tavshed. Eller grave sig ned under dynen og håbe på, at det ville forsvinde. Men det gør det jo ikke. Åren er jo ligesom gået. Så i stedet inviterede hun de kvinder, der har haft betydning for hende gennem årene.

Jeg lærte min veninde at kende for mange år siden i forbindelse med noget integrationsarbejde, vi var involveret i sammen. Jeg arbejdede på Skejby Sygehus, hvor vi på gynækologisk afdeling havde formuleret, hvad vi kaldte en ‘udlændingepolitik’. Navnet var misvisende, for det var i virkeligheden en slags kodeks for, hvordan man opfører sig ordentligt og respektfuldt overfor hinanden. Om man så var indfødt århusianer eller født i Somalia. Politiken gjald begge veje. Vi blev voldsomt uvenner med Pia Kjærsgaard ove det, og det kan jo næsten borge for en slags kvalitet i sig selv. Nej, sådan helt seriøst handlede det om at lære af hinanden, så dumme misforståelser kunne undgås. Så patienter kunne føle sig ordentligt behandlet, selvom de ikke helt forstod sproget, og sygeplejersker kunne føle sig respekteret. Samtidig var min veninde projektleder for et mentorprojekt, der skulle få flere indvandrere i arbejde i det offentlige. Senere har vi lavet seminarer og andre ting sammen. Hun er en fejende flot kvinde. Halvt dansk og halvt iransk, og en af de meget få, som forstår at bære 15 cm sylespidse hæle og knaldrød læbestift.

Som aftenen skred frem, kom der gang i historiefortællingerne. Min veninde elsker historien om dengang, jeg reddede en mand på toppen af Kilimanjaro og tvangsindlagde hele selskabet til at lytte. I får den en anden dag på bloggen. Og historierne boblede frem omkring bordet. Med til selskabet var to iranske kvinder, som var flygtet hertil for 25 år siden, da præsterne tog magten i Iran og begyndte at rydde hårdhændet ud blandt ungdommen. Pludselig bryder den ene ind efter en historie. Hun har tårer i øjnene og udbryder, – tænker I nogen gange på, hvor fantastisk det er at kunne sidde her rundt om et bord og fortælle historier, mens der kører brasiliansk jazz i baggrunden? Det kunne vi ikke, da vi var helt unge. Den anden kvinde fortæller sin historie. Eller lidt af den.

Hun var blevet gift med ham, hun selv havde valgt. De læste idræt på universitetet i Teheran og var på det iranske fægtelandshold. Så fik de deres datter, og verden gik af lave med præsterne i Teheran. Han blev færdig på universitetet et par år før hende og blev kommanderet til indrullering i hæren. Han nægtede. Og blev kastet i fængsel, hvor han sad i seks måneder. Men var heldig, fordi han ikke betalte med sit liv. En da var hun i byen og handle med sin datter og en moster. Hun bukkede sig ned for at nå noget på de nederste hylder, og hendes slør faldt ned. Og pludselig var helvede løs. To soldater tog fat i hende, mens den lille pige hagede sig hysterisk fast i sin mor. Men soldaterne var stærkest og trak hende med sig. Hun blev fængslet og forhørt i timevis. Hun sad der i to døgn. Og var heldig. Fordi hun ikke betalte med sit liv. Men havde familie i politiet, der kunne trække i tråde. Mange af hendes studiekammerater var døde i samme fængsel.

Og så flygtede hun med sin lille datter. Først til Tyrkiet. Så videre til Berlin. Og endelig til Danmark, hvor hendes mand allerede var. Det var heldigvis før alt det med tilknytning og stramme familiesammenføringsregler. Før vi begyndte at glo olmt og mistænksomt på folk, der desperat var flygtet fra dødstrusler. Efter Sandholmlejren uddannede hun sig til fysioterapeut og har siden arbejdet i det danske sundhedsvæsen. Og nu kan de begge to sidde omkring bordet sammen med os andre. Mens de sender bekymrede tanker til Iran, hvor ungdommen endelig er begyndt at rejse sig. I mange år var der ingen ungdom. Den var slået ihjel elle flygtet. Vi tror på dem. Tror på, at de kan kæmpe demokrati ind på dagsordenen. Og de to kvinder minder os om, hvor meget pris vi altid skal huske at sætte på vores frihed. Friheden til at være uenige. Til at diskutere. Til at drikke vin. Til at høre musik og læse bøger. Til at svinge vores viltre lokker og vælge vores påklædning efter anledningen. De smukke iranske kvinder, der har betalt en pris, som vi aldrig kan fatte.

Glem det aldrig.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s