30 år, sørme

I dag er jeg på en måde rykket ind i en anden liga. Jeg har ikke længere nogen børn under 30. Jamen fuck da, hvordan gik det til? Hende, der lige for lidt siden, var min mindste troldeunge, fyldte i dag 30 år. Hun synes selv, det er oldgammelt og er allerede begyndt at have de der aldersting, som mange kvinder har, hver gang de runder et nyt årti. Jamen så bare vent, til du bliver MOR til nogen på 30. Jeg fatter det faktisk ikke rigtigt. På den anden side, så HAR vi jo haft alle 30 fucking fantastiske år sammen. Og jeg har glædet mig over hvert eneste et af dem.

Hun kom ellers en smule skidt fra start, den lille troldeunge. Allerede få uger inde i graviditeten fik jeg ondt som i noget blærebetændelsesagtigt. Og det blev ved. Og ved. Og ved. Så vi tog selvfølgelig på cykelferie, så jeg kunne arbejde de muskelspændinger væk. Det var ikke verdens bedste idé.  Da jeg var hjemme igen, havde det onde bredt sig, og jeg gik lidt modvilligt til læge. Altså jeg havde seriøst ondt. Kunne nærmest ikke cykle, eller sidde, eller køre bil, eller gå – eller bukke mig ned i nærheden af mine snørebånd. Og det blev værre endnu. Efter et par uger raslede mine bækkenknogler nærmest løst rundt og mistede langsomt forbindelsen til hinanden. Så jeg var slået hjem og endte i en hospitalsseng med hjælp til det hele. Alles!

Fem uger før vi havde tænkt os, sivede vandet, og mit lille bitte barn ankom som kejserinden af Randers Centralsygehus få minutter inde i den 8.oktober. Og så er du helt rask, sagde overlægen. Alt det med dine løse bækkenknogler har kun noget med hormonerne i graviditeten at gøre. Det havde det så ikke. I meget lang tid var der et par centimeters gab mellem knoglerne i symfysen og over lænden, og det varede selvsagt en rum tid, før jeg igen kunne gå normalt. Eller cykle og svømme for den sags skyld. Faktisk var kejsersnitten 4 år, før jeg igen kunne  løbe en lille tur.

Derfor fik hun et drømmebabyliv. Vi boede i et hus i tre etager, og jeg havde en seng på hver etage. Jeg kunne ikke selv stå op og samle det lille barn op af vuggen, så hun sov altid hos mig. Altid i tæt kontakt. Altid med mor’en og mælken inden for rækkevidde. Hun var verdens mest harmoniske baby.

Og mit lille bitte seje barn voksede og blev større og viklede os allesammen ind i sin eventyrverden. Og om sin lillefinger. Og nu sidder hun så der og er mor og alting. Til sin egen troldeunge. Som vist nok slægter hende en lille smule på med noget gammelkendt stædighed. Som nogen i vores familie er berygtede for.

Og jeg kan kun sige af hjertet tak for alle vores fælles historier, alle sangene og musikken, bøgerne, billederne, kunsten og vores fælles fagverden. Mere af det de næste 30, ik?


One thought on “30 år, sørme

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s