Kunsten at arbejde sig halvt ihjel – uden at dø af det

Når jeg med en joke-ish trækning i mundvigen beretter om arbejdsuger med 70 timer, er det ikke en rigtig joke. Jeg overdriver måske en gang imellem med 5-10 timer, men sandheden er, at jeg er ude i et arbejdsmæssigt overdrev. Det er sket før, og jeg sidder her endnu med normalt blodtryk og et lystigt hjerte. Vel vidende at der skal være grænser for galskaben. Jeg har dage, hvor jeg mærker et flash af noget af det, som andre ville kalde stress. Eller overbelastning. Der er dage, hvor min fleksibilitet er ikke-eksisterende. Fordi ethvert uplanlagt sving på dagen, får korthuset til at skælve truende.

Men jeg bliver ikke rigtig stresset, sådan som stresseksperterne skriver om. Jeg bliver periodevist sær. Grænsende til utilnærmelig. Eller bare aldrig hjemme. Alligevel kan jeg godt lide de udsving, som perioderne med alt for meget arbejde giver. Udfordringen i at nå komplicerede deadlines. Den koncentrerede jagt gennem litteratur og rapporter. Ja, sågar de vilde cykelture på kryds og tværs gennem København for at nå de mennesker, jeg samarbejder med. Og alligevel med det yderste af neglene nå at købe fødselsdagsgave til min mor, suse til fødselsdag hos min veninde i Århus på fredag – og fejre mit yngste barn i København næste formiddag.

Superkvinde in action? Hahahaha. Nej nej her er ingen superkvinder. Her er kun fortrængninger. Jeg ser ikke nullermændene eller pletterne på gulvet. Jeg er bare sådan en, som glemmer alt om støvsugeren og gulvmoppen. Det generer mig ikke det fjerneste at arbejde i rod. Og der er tusind ting, jeg ikke får gjort, når arbejdet går  amok. Jamen får du så slet ikke trænet, spørger du. Og jo, det sjove er, at det gør jeg. Til tider ganske meget. Når jeg har travlt, må jeg jo knibe træningsture ind, hvor der kan laves hul i dagsprogrammet. Det betyder mange morgenture, mens dagen bryder igennem nattemørket. Og det betyder aftenture i det tiltagede mørke. Som jeg allerede er begyndt at bande lidt over. Jeg skærer de rigtig lange ture væk og løber flere og kortere.  Og pludselig har jeg alligevel midt i alt det travle vanvid løbet otte træningspas den ene uge og fem den anden. Jamen er det ikke superagtigt, spørger du så? Vel er det ej. Det er terapi. Helt gratis. Læs selv her.

Og så ser ser jeg selvklart frem til de uger, jeg skal holde fri, mens alle I andre knokler videre. Når projekterne er manøvredygtige uden kunstigt åndedræt. Og jeg bliver klar på mine næste drømmerejser.

One thought on “Kunsten at arbejde sig halvt ihjel – uden at dø af det

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.