Når man ser bort fra succes’er i arbejdslivet, skal der forbavsende lidt til at puste min livskvalitet op som en ballon. Faktisk er jeg egentlig nærmest beskeden.
Efter flere måneder med lyset på halvt blus i køkkenet, huskede jeg endelig at købe de to manglende pærer. Jeg kan se min mad nu!
Jeg cyklede afsted med en opgivende attitude for at købe fødselsdagsgave til nevø, 15 år. Og fandt noget rigtigt i første hug!
En mand med lysegrå hættetrøje råbte efter mig, som jeg kom cyklende. Jeg vendte hovedet med et hovent fnys, som om det sker hele tiden, at mænd råber efter mig. Og han kom fræsende med den hue i hånden, som vinden i ubemærkethed havde blæst af mit hoved.
I dag har jeg husket at købe tandbørstehoved. (Få dig nu et liv, spade)
Væltede mit yndlingskrus på gulvet og smadrede det i tusind stumper. Jamen der var kun én ting at gøre. En resolut beslutning, afsted til Vesterbrogade, og de havde den. Yndlingskoppen. Så jeg købte to. Jo, det må man godt.
Jeg overhalede og løb fra en pige, der var 1000 år yngre end mig og som havde fin løbestil, på vej ud af Ørestads Boulevard i mørket.
En mørk efterårsaften med ovnstegte rodfrugter og varme på radiatoren
Ja, der skal ikke meget til, vel? Jeg sagde jo, jeg var nem.
Helles Blog 
Sikke et dejligt indlæg, der minder mig om at jeg skal have fixet lyset i emhætten 🙂
Jamen Helle, det er sgu da de små ting, som når alt kommer til alt, rykker på lyksalighedsbarometeret. 😉 Du har øjnene op for dem. Det er – måske ikke ligefrem en gave – men så i hvert fald en evne. Som mange måske glemmer i en fortravlet hverdag. Eller i en jagt på lige der der Gucci taske eller ferie på Seychellerne. Så hey – det er ikke, fordi du er nem. Du ser det bare.
Ha’ en herlig lørdag!
Stort knus til dig – bare fordi! 🙂