Små afstikkere og belønninger

Jeg er krøbet i selvvalgt eksil for at strikke fire projektbeskrivelser færdig. Fire døgn uden nævneværdig kontakt til den omgivende verden. Det er som at sidde i slutfasen af et speciale. Hvad det måske på en måde også er. En slags eksamen. Bliver der sagt GO eller NO til projekterne? På en søndag, spørger du? Ja, på en søndag. Hvor jeg også slås med en computer, hvor mellemrumstasten konstant sætter sig fast. Ja ja okay. Jeg har spist rugbrød hen over computeren mere end én gang. Jeg vil ikke udelukke, at der ligger en krumme dernede i mørket under b’et.

I slutscenariet for specialeskrivning – og for projektskrivning – indgår ubændig lyst til at rette blikket andre steder hen. Små afstikkere til Facebook og bloglæsning må begrænses med hård hånd. Jeg er nødt til at udnævne mig selv til koncentrationsfascist. Vasketøjet gribes med en hidtil uset fornøjelig mine. Og jeg må venligt, men bestemt, begrænse det til vask af ildelugtende løbetøj. Fordi ildelugten giver mig lyst til at styrte ud af mit projektfængsel. Resten må vente. Og kan vente.

Lysten til timelange løbeture kan næsten ikke tøjles. Men igen. Nej,  må vente. Jeg må nøjes indtil onsdag. Bare korte ture, for ikke at dø af indelukkethed.

Spisebordet er ryddet og fyldt op med projektpapirer. Kaffe og the og dansk vand er linet op sammen med æbler og bananer. Væk med avisen, bogen, bladene og alt det andet. Nu er her projektrum. Jeg savner gardiner, så jeg kunne lukke omverdens øjne ude fra det tiltagende rod omkring mig. Og lukke mine øjne ude fra at søge ud i gården. Eller ud i vandet i kanalen.

Og så skriver jeg. Og skriver og skriver og skriver. Laver indviklede organisationsdiagrammer og risikoanalyser. Mens jeg bander højere og højere over taster, der sætter sig fast.

Jeg søger med vekslende held at lade være med at tænke frem til onsdag aften. Og den flaske vin, jeg MÅ have med til madklub.

Eller den ferie, jeg prøver at planlægge i marts. For at have noget eventyr og varme at se frem til. Og for at kompensere for de alt, alt for mange timer, jeg har puttet i det der arbejde i de sidste måneder.

Får du ikke ekstra betaling for alt det her, spurgte en direktør, jeg samarbejder med, fornylig? Og nej, det gør jeg faktisk ikke. Men jeg tager fri. Stikker af. Ud i det blå på eventyr. I stedet for ekstra penge. Det er min form for kapital.

Men fingrene søger gang på gang hen på Momondo.com for granske flypriser til det ene eller det andet sted. Mens jeg får indre drømmebilleder. Og mens koncentrationsfascisten med skarp stemme kommanderer mig tilbage til den virkelighed, som er lige nu.

Så nu kan jeg ligeså godt stikke fødderne i løbeskoene og løbe ud over Amager. Og glæde mig over, at jeg for lang tid siden har købt billet til koncert i Vega i aften. Sammen med de fleste af pigerne i min familie til noget fælles tøserock.

Update

Arbejdsfascisten tabte big time, og den frihedshungrende løbepacifist sejrede, da hun alligevel stak af i 1½time ud over stepperne på Amager. Trods tiltagende tåge og dis. Og om lidt stikker hun i byen på nydelsestur. Til hendes forsvar faldt der adskillige projektbrikker på plads under løbeturen. Det sker jo.

Og tak for jeres søde kommentarer. Jeg håber, arbejdsfascisten giver tid til at svare.