Jeg gloede lidt olmt ud på vejret flere gange i løbet af dagen. Turen til Glostrup i går morges var i bidende modvind, og det skulle kun blive værre. Der er noget med det vejr, de dage jeg er på uddannelse i Glostrup. Jeg har ikke haft en eneste rolig cykeltur derud. Nogen tænder for vinden og åbner sluserne. Hver gang.
Men jeg var forberedt og pakkede mig ind fra top til tå, så regnen bare kunne komme an. Og så kæmpede jeg mig hele vejen hjem. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Regn og blæst eller biler. Det er nok irriterende med regnen piskende på forruden, men jeg kan afsløre for jer, kære bilister, at det er ingenting imod regn piskende direkte ind i øjnene.
Til Sydhavnen ankom en gennemvåd og dryppende furie, som blev sendt direkte på badeværelset. Og nu var der allerede en plan om at løbe tirsdag eftermiddag. Fordi søndag blev levet i sofaen og mandagen på arbejdet. Sådan noget skal man ikke tænke for meget over, men bare tage et ninjaspring i løbeskoene. Inden nogen kan nå at blinke. Eller overveje det forsvarlige i at løbe ud i stormen.
Det var tæt på imponerende at løbe over slusebroen, hvor vandet brusede mod København. Og min kanal. Vinden hylede og rev i mig, og pulsen kom i vejret. Og en time senere ankom en blidere kvinde – stadig dyngvåd – igen til Sydhavnen. Enhver anden ville blive inde på sådan en eftermiddag. Men man bliver alligevel gladere.
Helles Blog 