Forleden aften sad jeg med nogen måben og lyttede til Smagsdommerne på DR2, mens de vendte tommelfingeren ned og gned salt rundt i forestillingen Jazz, Love and Henderson. Enten er jeg en pop-dummie uden sans for virkelig kvalitet, eller også er Smagsdommerne en samling højpandede ignoranter. Jeg så forestillingen på Østre Gasværk, og jeg var ret henrykt. Faktisk vendte både min datter og jeg alle vores mange tommelfingre op.
Caroline Hendersons historie var god og vedkommende. Jeg vidste kun, at hun var svensker og havde sunget i RayDeeOh, før hun udkom som en gudsbenådet solist. Jeg lægger mig fladt på maven over den stemme. Og jeg lægger mig én gang til for at have gennemlevet den barndom. Og så i den grad fremtræde (jaja for mig, altså) som en kompleks og hel kunstner.
Der er ikke noget jazz der, sagde en smagsdommer. Kedelig historie, sagde en anden. Musikerne lignede noget, der helst ville løbe langt væk, sagde en tredje. Måske var de der på en dårlig aften. For jeg oplevede noget helt andet. Jeg så et veloplagt band. En trup af fænomenale dansere. Som kunne kalde de store følelser frem. Nå ja, i mig, i hvert fald. Og en Caroline Henderson, som sang røven ud af bukserne på en måde, der illustrerede hele den komplekse historie, der udspillede sig. Og som kunne stå der, højt hævet over alle, klædt i sølvkjole. Og være fuldblods diva midt i det gamle gasværk på Østerbro. Gudindesmuk som ikke mange andre. Og jeg så, at det hele spillede sammen på fornemste vis.
Det er tankevækkende, så forskelligt man kan være til stede i samme forestilling. Jeg tænkte bare, hvor synd det var for alle dem, der ikke sad i de tomme sæder i det gamle gasværk. Men jeg er heller ikke smagsdommer. Eller jazzmusiker.
Helles Blog 