Intestinal fitness

Ind i mellem støder jeg på ord, som i sig selv har en vis uskyldighed. Men som bliver parret til ukendelighed. Og kvalmegrænsen. Sådan et par mødte jeg i dag.

I bussen fra Yosemite fik vi følgeskab af to kvinder. De var begge af en vis størrelse og satte sig tungt på to af busens bedre sæder. Ikke mit, for jeg havde som altid pladret det meste af rygsækkens indhold ud, inden jeg forlod bussen. Så var der ligesom markeret.

Vores fælles liv var ikke mange minutter gammelt, før damen i den lille t-shirt og de ternede shorts med dybfølt stemme indviede en intetanende japansk kvinde i historien om hendes fordøjelse.

Allerede der var jeg tilfreds med at sidde et sæde foran den lilla dame. Sådan helt generelt befinder min fordøjelse ret langt inde i privatafdelingen, og jeg har almindeligvis intet behov for at vide noget om andres. Jeg er ikke sippet eller sart. Vi har altid gået på wc i min familie, og jeg er datter af en mave-tarm kirurg. Men jeg har en kant. Og den er længe overskredet, når svært overvægtig lilla dame udfolder fortrolighed på det område.

Men her var vi tilsyneladende temmelig forskellige. For snart indviede hun også lille japaner i venindens, i hvide sommerklæder, fordøjelse. Og om hvordan de sammen havde reddet hinandens. Eller egen. Eller hvordan det var. Jeg savlede ikke i detaljerne.

Men lilla dame havde en mission. Hun skulle redde alles fordøjelse. Og fortsatte med en længere redegørelse for, hvordan vi alle burde sætte vores mad i blød om natten. Så den blev fordøjelig. Og min koncentration var igen på afveje.

Lige til hun udtalte det ordpar, der martrede mig resten af turen. Intestinal fitness. Jamen jeg fik da kvalme. Og forsøgte at signalere til chaufføren at skrue max op for musikken. Mens jeg forgæves arbejdede på at stoppe min fleece i ørerne. Det var for sent. De indre billeder myldrede frem. Tarm træning? Tarm fitness? Rigtigt gættet. Tarmskylninger! Colonudrensninger! Dagligt, sagde hun fandme.

Lige midt i min californiske appelsin.