Indre opkast

Jeg har næsten modvilligt ind imellem fulgt DR’s live-dækning af Breivik-sagen i Oslo. Modvilligt, fordi det fylder mig med lede at ofre opmærksomhed på ham. Det fylder mig med lede at se hans selvoptagede og selvtilfredse ansigt tværet ud over skærmen. De oppustede kinder og blikket, der lidt hånligt skuer ud over folk i retssalen.

Alligevel har processen optaget mig.

Hvor er det en god verden, der fastholder et retssystem til at håndtere ham og alt det afskyelige, han gjorde for snart et år siden. Jeg er dybt taknemmelig over, at der er veluddannede og kloge mennesker, der tør påtage sig hans forsvar og sikre, at hele retsprocessen foregår redeligt. Jeg er i næsten næsegrus beundring over de, som påtager sig at være dommere i en sag, vi andre slet, slet ikke kan forestille os.

Fordi Breivik og hans gerninger kalder på det laveste i mig. Jeg vil have ham væk. Udslettet. Muret inde i en hul væg. Hvor han langsomt kunne gå til af sult, tørst, ensomhed og rædsel. Jeg ville erklære ham stinkende sindssyg og kaste ham i et hul. Og skrue dækslet fast. Så vi aldrig, aldrig mere skulle se det grimme fjæs. Jeg ville uden blusel skubbe ham ud blandt de hårdeste rockerfanger. I sikker forvisning om, at han ville blive splittet langsomt til atomer. På de mest smertefulde måder. Eller jeg ville genoplive hedengangne offentlige hængninger. Eller guillotinen. Jeg kunne også uden vaklen forestille mig både hekseafbrænding eller offentlig stening. Jeg ville have hævn, forløsning og glemsel. Jeg vil ham kun ondt.

Derfor er det godt, at det ikke mig. Eller dig. Der skal beslutte, hvad der skal ske med ham. Ikke af hensyn til ham. Men fordi vi aldrig skal glemme. At noget i vores fine verden kan udvikle sig til et monster. At en lille almindelig dreng kan blive til en indbildsk dræbermaskine. Og at en simpel forklaring om galskab ikke er nok. Selvfølgelig er han syg i bærret. Ellers ville han ikke puste sig op til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. For at citere anklageren. I gamle dage hed det storhedsvanvid. Vi er bare nødt til at huske, at storhedsvanvid bliver ubærligt, når det parres med en syg ideologi og dræbende våben. Og vi må aldrig holde op med at tænke over hvordan.

Stemningsbillede