I går meget tidligt om morgenen, mens det nærmest var nat endnu, skælvede jorden et sted i nærheden af Anholt. Tv-stationerne gik i selvsving og efterlyste danskere, der havde mærket noget. Og mens kæden helt hoppede af for mig, sad et udvalg af kvinder i forskellige stadier af sengeredning, som var vågnet og havde mærket en lille sitren i universet. Og en førtidspensionist på Anholt, der havde lagt sig til at sove igen. Breaking news?
Jeg vågnede vistnok også omkring kl 5. Det gør jeg tit. Jeg ser på uret, vender mig om på den anden side og sover videre. Måske registrerede min (under)bevidsthed noget rysten. Måske gjorde den ikke. Oplevelsen af 10 sekunders rysten er ikke interessant. Nogen mennesker i Danmark oplever rystelser i timevis på daglig basis. Dem der bor på Sydhavnsvej i København for eksempel. Dem er der bare ingen, der gider snakke med. Fordi de rystelser laver vi selv med vores store biler.