Andersen

I dag lånte jeg to af mine små yndlingsmennesker og drog ud på vandet. Jeg havde et gavekort fra fødselsdagen sidste år, jeg skulle have indløst. Inden næste fødselsdag.

Vi spurtede afsted til havnebussens stoppested på Teglholmen og gloede sammen på det bølgeskum, den bus kan lave, når den drejer ind til stoppestedet. De kunne godt forstå, at jeg holder mig på afstand i kajakken.

I Nyhavn zigzaggede vi gennem menneskemængden til havnerundfarten i den anden ende og nåede lige den næste færge. Det blev måske lige færgetur nok. I hvert fald syntes de begge, at guiden snakkede for meget. I stedet stak vi hovederne sammen og opfandt vores egne historier. Åh. jeg er uforbederlig. Jeg holder aldrig op med at binde børn historier på ærmet. Men det var sjovere. Mens vi så sjove husbåde, Christiania og Operaen glide forbi. Og glædede os til is. Og beundrede sandfigurerne på Ofelia Beach.

Nyhavn er hyggelig nok. Det er der bare for mange, der synes. Så jeg elskede Sydhavnen lidt mere. Og efter is på kajkanten trippede vi tilbage til havnebussen for at komme hjem og tisse. Faktisk kunne de meget bedre lide havnebussen, fordi der er fred og ro til at glo.

Hjemme igen fortalte Ella begejstret, hvordan vi havde set husbåde og sandslotte, og så udbrød hun: Og mor, vi så et hus, hvor Andersen havde boet.

Guider er ikke spildt på tre-årige.

At der så groede en vis forveksling med Almas korlærer, der hedder Andersen, gjorde ikke historien dårligere.