Da jeg stod op i går morges, lå der en lille båd fortøjet til min ponton udenfor stuen. Perfekt med tildækket påhængsmotor, redningsveste og årer. Jeg fnyste sådan lidt småforarget over, hvordan man kunne finde på bare at bruge min ponton. Hvis naboerne havde besøg, kunne de vel bare bruge deres egen.
Jeg kiggede ud på båden igen og undrede mig. For man kan ingen steder komme fra min ponton. Kun ind i min stue, når døren er åben. Og det var den ikke sidste nat. Døren i soveværelset, jo. Men der kan kun Spiderman komme ind fra vandsiden.
Var båden bare kommet drivende? Og havde fået rebet kilet ind mellem de yderste brædder i min ponton? Teoretisk set er det måske muligt. Men ikke sandsynligt. Jeg åbnede computeren og skrev rundt til udlejningsselskaberne, og de lovede at efterlyse ejeren. Og henvise til mig, hvis nogen savnede den lille båd. Og så drog jeg ud i verden og studerede ølaber og holdt møder.
Båden ligger her stadig. Og nu begynder en svag følelse af omsorg at vokse frem. Den ligger jo helt udsat, der midt i kanalen. Og bliver langsomt fyldt med regnvand. Om lidt trækker jeg den ind til siden og fortøjer den til den rigtige bådplads, der også er udenfor min stue. Så den ikke bliver sejlet i stykker.
Og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den lille båd. Jeg har ønsket, ønsket, ønsket mig en lille båd. Så vi kunne sejle ture med ungerne. Så jeg kunne sejle ud og bruge min nye fiskestang. Og bare fordi jeg kan.
Men mon ikke der en dag kommer en fyr forbi og ser sin båd med lbørneredningsveste og det hele ligge i min kanal. Indtil da kan den jo foreløbig bare ligge der.
Helles Blog 