Min gamle stol

Mit storindkøb af skabe i Den Blå Avis har vidtrækkende konsekvenser. De er en del af et omfattende puslespil, som skal trylle mit hjem om til en fredfyldt oase. Med gulvplads og rene flader. Minimering af rod og alverdens samlinger.

Åhh, jeg samler på meget. Bøger, gammelt udstyr til det ene og det andet, billeder, børnelegetøj, brætspil og mærkelige ting hjembragt fra rejser. Jeg har  v.i.r.k.e.l.i.g. svært ved at smide noget af det ud. Jeg ved jo, at jeg kommer til at savne det. Jeg elsker mine bøger. Og derfor er de nu stuvet sammen i reolerne og pulterrummet. Jeg ved, at jeg pludselig en dag får brug for netop den bog, der gemmer sig på den inderste hylde oppe under loftet. Når jeg trækker en bog frem, husker jeg, hvordan jeg læste den og delte den med andre. Og selvom jeg burde smide mine ældgamle løbejakker på porten, så nænner jeg det ikke. Vi har jo så meget sammen, for pokker. Vi har løbet sammen for 20 år siden. Måske har vi rejst sammen og løbet eksotiske steder. Hver gang jeg står med en af dem i hånden på vej i skraldeposen, stivner jeg. Tøver og husker. Og lægger den stille tilbage i skabet.

Mine venner ved, at jeg næsten altid kan låne dem en bog, et telt, en sovepose. Eller en plads på sofaen.

Mine møbler er en god blanding af arvegods fra min mormor, Ikeastuff og loppefund. En indretningsarkitekt ville sikkert omgående få ondt i stil-tarmen. Men det passer nok meget godt til mig. Jeg er ikke særlig stilren. På nogen måder. Jeg hænger ved det, jeg holder af. Og ved det der har historie. Både mennesker, møbler og andre ting. Men kønt er det nok ikke.

Derfor blev jeg ret glad, da min datter kunne bruge min gamle lænestol. Den lænestol jeg engang arvede fra min mormor. Den stol der har stået i sommerhuset i en menneskealder. Den stol jeg krøllede mig sammen i, når jeg var tæsket sønder og sammen af store doser kemoterapi. Den blev foret med puder, tæpper og lammeskind og blev min livmoder. Den passede på mig og krammede mig, når jeg havde mest brug for det.

Jeg har længe ikke haft plads til den. Min lejlighed kræver luft. Men smide den ud eller sælge den til fremmede mennesker kunne jeg bare ikke. Nu står den ved siden af Baby-Veras seng, så jeg kan hilse på den og udveksle gamle historier, hver gang jeg skal putte det lille barn.

Stolen er væk fra mit soveværelse og giver plads til reoler, som giver plads til den nye skænk i køkkenet. Mine nye skabe bliver fyldt med sager, der giver plads på gulvet og luft i lejligheden.

Og plads til at gemme alle mine sager med deres mange historier.