Et møde

I sidste uge mødte jeg en mand, som havde stor betydning for mig, dengang jeg var syg. Han var ledende overlæge på den afdeling, jeg flyttede ind i, og vi kendte hinanden fra tidligere samarbejde om elektronisk patientjournal og kræftforskning. Nu var vi patient og læge..

Han var den bedste til at træde til, når jeg flegnede ud og kravlede sammen i fosterstilling. Han gav mig de bedste klap på skulderen undervejs. Han var den, der tog sig tid til at tale alting igennem med min yngste datter, som var helt forkrampet i sin rædsel for, hvad der kunne ske med mig. Han svarede på alle hendes tre millioner spørgsmål og efterlod hende med lidt større tillid til verden. Det var ham, der engang kiggede ind i min meget sårede mund. Og sagde: der er kvinder, og så er der seje kvinder, for jeg har sjældent set en mund som din.

Jeg var ret vild med ham som læge. Ikke at jeg sådan kunne kalde ham for ‘min læge’, for han var ikke sådan at få for sig selv. Han havde bare en suveræn evne til at træde til og træde i karakter på de helt rigtige tidspunkter.

Jeg mødte ham til en konference i sidste uge, hvor han holdt en tale. Senere gik jeg hen og sagde hej og fik et stort knus. Vi talte længe om løst og fast. Om konferencen. Om den gamle afdeling i Århus, som han heller ikke længere er på. Om elektroniske patientjournaler og telemedicin. Om alt det arbejde vi havde lavet sammen dengang. Og den slags. Vi talte længe, og til sidst gav vi hinanden et knus og gik tilbage til vores borde.

Først lidt senere gik det op for mig, at vi slet ikke havde talt om vores fortid som patient og læge. Han havde glemt det. At jeg havde været patient på den afdeling.

Og så blev jeg helt uhæmmet kisteglad. Han huskede alle de faglige ting, vi havde haft sammen. Og det er meget bedre at være husket for. End at være husket for at være en skaldet og rædselsslagen hystade, krøllet sammen i fosterstilling.