Dage jeg aldrig glemmer

Der er begivenheder, der mejsler tidspunkter ind i hukommelsen. Sådan nogen har vi nok allesammen, og DR2 kørte for nogen tid siden en fortløbende serie om fælles momenter, som ingen glemmer. Begivenheder som får os til at have glasklare billeder på nethinden om, hvor vi var, med hvem og med hvad.

Et af de tidspunkter i mit liv var da Oluf Palme døde. Det var før internet og mobiltelefoner, så derfor vidste vi ingenting, da vi kravlede under dynerne. Næste morgens radioavis fik verden til at fryse til is.

Der sad vi. Far og mor og alle børnene bænket omkring morgenbordet, mens vi gjorde os klar til et arrangement i et af børnenes klasse. Det var surrealistisk at blive ramt  af sådan en lammer fra morgenstunden. Og prøve at forklare børneflokken, hvad vi blev så rystede af. Og så kede af det. Fordi det selvfølgelig også rystede ungernes fundamentale tiltro til verden. Altså når en mand, som vi sagde var en god mand, der gjorde godt for verden, kunne blive skudt, når han havde været i biografen…., hvad kunne der så ikke ske i vores lille smørhul mellem Randers og Viborg?

Det blev et underligt klassearrangement, hvor vi listede ind og tændte for radioen hver time. For at forstå, at det var rigtigt. Og hvor børnene stilfærdigt lurede på os hele dagen. For at holde styr på alvoren i det hele.

Nåmen, derfor brugte jeg søndag eftermiddag i Grand, hvor jeg så den nye dokumentar om Palme. Og blev rørt helt ind i hjertekulen igen. Jeg havde helt glemt, hvor vrede vi også var på ham over Barsebäck. Dengang i 70’erne, da vi var vrede over den slags. Men han var fandme vigtig. Fordi han turde tale lige op i hovedet på alle. Fordi han stædigt og vedholdende talte lodret imod vold og undertrykkelse. Jeg vil altid huske hans uforbeholdne støtte til folk i Chile og til de undertrykte i Sydafrika. Og jeg vil aldrig glemme, hvordan han modigt og uforfærdet vovede at tale imod USA’s bombninger af civilbefolkningen i Vietnam.

Derfor sad vi også klistret til fjernsynsskærmen, da han blev begravet. Og det gjorde indtryk, at hele verden mødte op.

Filmen løftede også en flig af sløret for livet som sønner af et menneske som Palme. Og filmen faldt ikke for fristelsen til at trevle privatlivet op. Eller gå på jagt efter ‘bagsiden’. Men den tegnede et nuanceret billede af en passioneret mand. Og viste en smule af de omkostninger, passion og overbevisning også kan have for de mennesker, der er omkring.

Jeg sad alligevel med en våd kant i øjnene og en klump i brystet, da filmen sluttede med begravelsen. Det var ikke kun sørgeligt for Sverige og for Palmes familie. Det var sørgeligt for verden. Der var virkelig noget, der aldrig blev det samme.