I går fik jeg igen luftet min indre kultursnob. Jo jeg er en sucker for klassisk teater, ballet, opera og alt det dyre. Jeg elsker Det Kongelige Teater. Med pelsedamerne, guld på væggene, lysekroner og pudder i luften. Og jeg elsker at dele det med mine forældre. Som stadig elsker at tage mig med.
I aftes mødtes vi på Kongens Nytorv, hvortil de kom spadserende fra Nørreport. 81 og 83 år, husker I, ikke? Og fra Randers.
Jeg lærte Skindbuksen at kende. Ved siden af Hviids Vinstue. Hvor min far spiste skipperlabskovs, da han var soldat. Og skipperlabskovs laver de stadig.
Aftenens clou var ballet i Det Kongelige. La Bayadere, som var et festfyrværkeri i dans og farver og store følelser. Balletter handler jo stort set om det samme. Nogen elsker hinanden, men skal giftes med nogen andre. Nogen bliver jaloux og slår ihjel. Nogen dør af hjertesorg eller gør selv en ende på det. Det kunne i princippet overstås på en halv times tid. Men i ballet skal det hele foldes ud med dans og musik. Og derfor tager det meget længere tid.
I aftes havde de hele balletkorpset på banen. Der må have været samlet set omkring 50 dansere i de mest fantastiske kostumer. Jeg labbede det hele i mig. Det kan ikke forklares. Det er bare sådan, det er.
Helles Blog 
Åh, ja. Ballet. Jeg kan næsten ikke holde ud at se det, fordi det minder mig alt for meget om mine egne knuste ballerina drømme. Trods mange års klassisk balletundervisning blev jeg aldrig RIGTIG dygtig. Og jeg har en krop som er helt forkert til det, med lav svang og fødder der mest af alt har facon som en ands, hvis lige man forestiller sig en and med knyster. Mine plader er cirka lige modsat hvordan den ideelle balletdansers fod. Men altså, ballet er vidunderligt og træningen er både hård og henrivende, og hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne få den samme lethed i mine bevægelser som de bedste dansere. Jeg nyder til gengæld at være blandt de mere graciøse på mit dancefit hold. 😉