Der har ikke været mange stunder til at sætte mig fredeligt ved tastaturet, siden jeg overlevede efterårets influenza. To stormfulde dage i Horsens besat med arbejde. Efterfulgt af to dage med workshop, først om patientinvolvering og dagen efter om telemedicin med fint besøg fra Norge og USA. Og ugen blev kronet med konference om telemedicin og patient empowerment for 200 mennesker. Som jeg har brugt måneder på at forberede sammen med et par uvurderlige kolleger.
Det gik godt, det hele, og efterlod mig fredag aften som en fladmast prut. Jeg fejrede ugen med rigelig chokolade og ét glas rødvin. Inden glasset var tomt, fangede jeg mig selv med et tomt blik i sofaen. Og vaklede i seng.
Nu er jeg klar på fred og kærlighed. Derfor tog jeg bussen til Frederiksberg og hentede verdens mindste Vera og løbevognen. Og vi satte afsted i højt humør.
Hurtigere – hurtigere, råbte barnet. Uden tanke for, at jeg allerede havde løbet én tur den lørdag.
Heldigvis tabte den medbragte dukke hele tiden bukserne, og vi måtte standse og klæde kræet på igen. Og efter nogen tid blev der stille på forsædet. Barnet var faldet i søvn.
Jeg kunne fortsætte, som det passede mig. Og redde dukken fra druknedøden, da de små hænder slap deres tag.
Fremme i Sydhavnen slog Vera lidt forvirret øjnene op. Siden har vi bygget tårne af klodser og set Hr. Skæg på ipad’en.
Jeg elsker livets kontraster.
Helles Blog 