Den her mandag kunne gå over i historien, som den mandag der styrkede min tro på alting. Ikke at den har gjort noget særligt væsen af sig. Eller måske netop derfor.
En sjælden morgen med en fornemmelse af tid. Hvor jeg svarede på mails over morgenmaden og nåede at fange en smule af det, jeg er kommet bagefter. Inden jeg skramlede ud af døren med kuffert og computertaske.
For at køre med Taxa-Peter til lufthavnen. Og møde et menneske, der var temmelig meget, som jeg forestillede mig det. På den gode måde. Opløftet fortsatte jeg ind i Terminal 2, og mødte en glad mand bag skranken. Som havde tid til at sniksnakke om London og København og Århus, og som gav mig den plads, jeg helst ville have.
Og snap, så er man i London. Hvor jeg tog undergrundsbanen til Acton Town og blev samlet op af Gilly. Og jeg elsker at være i England. Jeg elsker husene og menneskene og busserne og taxaerne. Der er noget evigt gammeldags over London.
Og jeg har en veninde, der har købt en klarinet. Det er sejt, synes jeg. Særligt når man om et par måneder fylder 60.
I øvrigt var himlen blå, da jeg landede i Heathrow. Og mandagen fortsatte med at hviske mig i øret, at alt er godt, og at ikke meget er for sent.
Og jeg er helt klar over, at jeg aldrig kommer til at eje en klarinet.
Helles Blog 