Hverdagssprødhed

Hun gik raskt til hen ad fortovet med to sovende to-årige i den dobbelte klapvogn. Klapvognen havde front fremad, og kantstenen var høj. Så med en grim lyd af pande mod asfalt trillede det ene sovende barn forlæns ud og vågnede brat op på den kolde vej. Hun standsede og trak barnet op i stående stilling med den ene hånd. Midt i en lang stilhed af tilbageholdt åndedræt, rystede hun den lille arm og fortalte barnet, at det skulle have holdt fast. Gråden kom som en eksplosion. Heldigvis.

Jeg havde jo sagt, du skulle holde fast, gentog hun ikke uvenligt, mens barnet græd. Og hun satte dets hånd på siden af klapvognen. Det andet barn sov trygt og var væltet om på siden og fyldte det hele. Hun begyndte at gå hen mod daginstitutionen, med den lille trippende og grædende ved siden af. Men hun gik afsted, den lille. Jeg kunne ikke holde det tilbage: Skal du ikke trøste hende? Hun så smilende på mig med det der indforståede blik, der siger, at trætte børn bare græder og sagde: Jeg har jo lige trøstet hende. Og ordene smuttede videre ud af min mund: Jamen når man slår sig meget, skal man have lange kram. Det indforståede blik forsvandt. Og den lille procession trippede videre.

Jeg er sprød for tiden. Mit skind er ømt, og små oplevelser kryber ind og stikker i mit ømme hjerte.

Jeg ved ikke, hvad der var værst. At et sovende barn bare trimler forlæns ud af en klapvogn? At en voksen tror, at to-årige kan forudse en risiko? At barnet aldrig fik det kram, der boksede løs inde i min brystkasse? At det lille barn bare gjorde det, hun sagde og gik?

Jeg tror, det værste var, at den voksne pædagog virkelig mente, at hun havde trøstet det lille barn.