S-toget var godt fyldt med cykler og cykelmennesker, da vi nærmede os Sydhavn Station. Det almindelige kaos udløste også i dag smil og gode miner. Fyren, der stod med sin cykel ved døren, bakkede ud og gav plads, og jeg manøvrerede mig udenom hende med den monsterstore taske på bagagebæreren.
Vi sagde hej og god weekend, og jeg trak over mod elevatoren. Da dørene trak i, dukkede en kvinde op og trykkede ihærdigt på knapperne udenfor. Dørene gled op, og hun trådte ind med en tændt cigaret mellem fingrene og en krøllet plastikpose i den anden hånd. Inden mit spæde strejf af irritation kunne nå at materialisere sig, vendte hun ansigtet mod mig.
Så du det, spurgte hun. Jeg så lidt uforstående på hende. Det lille barn, fortsatte hun. Bare to uger, eller deromkring, og så glade, de er, det må være den førstefødte, de er så stolte. Sådan et fint lille barn, så du det ikke?
Jeg havde ikke set det. Og hun fortsatte og sagde, at man jo ikke ved, hvordan det er, før man har det. Barnet. Og hvor var de glade og stolte. Hendes søster havde også fået en baby, men hun havde ikke set hende endnu. Og nu havde hun købt en ny gave til hende, for den gamle gave var nok blevet for gammel. Der var jo gået et år, og nu var hun nok blevet større, søsterens baby, så hun havde købt et gavekort. Det kan man ikke sådan vokse fra, vel? Og måske kunne hun få lov til at se babyen i julen, det håbede hun.
Hun glemte at ryge på sin cigaret, og jeg glemte at lægge mærke til, om hun stadig havde den, da vi nåede ud på fortovet.
Hun skulle den anden vej. Og jeg satte mig op på min cykel. Og cyklede hjem til min juleferie.
Helles Blog 