Fredagsfrås

Jeg var vådere end våd, da jeg nåede frem til Herlev Hospital i går. De kortvarige, lette byger, som vejrmennesket i radioen talte om, havde tilsyneladende samlet sig i ét langt og heftigt regnvejr. Der varede hele vejen fra Sydhavnen til Herlev. Men jeg var allerede i alt for godt humør til at lade mig kyse af noget vejr. Jeg rystede mig som en våd hund, krængede det våde regntøj af og lagde det på radiatorerne. Så kunne det tørre, mens vi holdt møde. Jeg rystede en lille smule af kulde og forsøgte at varme mig med en kop kaffe i plastikkrus.

Mødet var et af den slags møder, hvor der både bliver lyttet og spurgt. Et af de møder, som får mig til at tro på det, jeg laver. Jeg samlede mit endnu våde tøj og startede cyklen mod Bispebjerg. Regnen var taget af og forsvandt helt i perioder. Jeg var lidt mindre våd, da jeg nåede Bispebjerg Hospital.

Jeg er lidt forelsket i Bispebjerg Hospital. De smukke gamle bygninger. Alt det grønne. Og al den fine forskning, der foregår. Men jeg bliver lidt mere forelsket, hvor gang jeg cykler gennem porten og standser ved det store kort og bliver standset af en mand i gul vest. Som spørger, om han skal hjælpe mig med at finde vej.

Og vi holdt endnu et af den slags møder, hvor der blev lyttet, spurgt og lagt ideer på bordet. Regnen havde nu forladt København, og jeg var stadig glad. Og lidt mindre våd.

Derfor satte jeg kursen mod Torvehallerne, hvor jeg købte ind med rund hånd af den slags, man kan forkæle sig med, når man allermest fortjener det.

Og cyklede hjem i den vildeste regn.

IMG_2696

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s