Mens jeg løb rundt med 48 snaskede gel-indpakninger på Kalvebod Fælled søndag aften, følte jeg mig ind imellem både lidt latterlig, smådum og vanvidsramt. Jeg forsøgte at smile på en henslængt normal-måde til de forholdsvist få andre løbere, jeg mødte. Og hyggede mig lidt med at forestille mig, hvad de kunne tænke om den klamme bunke i min højre hånd. Ind imellem krampede min højre tommeltot over at holde styr på de 48 klamrikker. Og ind imellem havde jeg lyst til at kyle dem langt væk, fordi det var et skørt projekt.
Men hold nu op, hvor er jeg fuldstændig overvældet over, hvor mange mennesker, der har læst og delt og diskuteret mit sure opstød. Tak, tak, tak, søde mennesker. Vi taler jo tusindvis af mennesker. Tusindvis af mennesker, der har delt mit sure opstød. Tusindvis af mennesker, der har læst og tænkt over, hvor grimt, det er med klamme indpakninger i græsset og buskene på Kalvebod Fælled. Så giver det jo så meget mening – at få nogens sukrede spyt i hånden. Og min lille blog bukker sig i støvet og takker.
Men husk det nu. Jeg er nogens mor. Men jeg er ikke din mor. Og jeg har aldrig været den slags mor, der har samlet mine børns skrald op efter dem. Jeg har været den slags mor, der sendte dem tilbage og samle op. Jeg er heller ikke sådan en, der altid samler dit skrald op. Men jeg vil have en ren sport. Jeg er ligeglad med, hvad du putter i dig selv. Bare du ikke sviner på min fælled.
I bjergene har vi taget de ord til os, som John Kay skrev i sangen Nothing but i 1977. Tag dem bare med på løbeturen, de samme ord:
Bring nothing but silence
Show nothing but grace
Seek nothing but shelter
From the great human race
Take nothing but pictures
Kill nothing but time
Leave nothing but footprints
To show you came by
Hør hele sangen her:
Helles Blog 