Vi er alle dødelige

I de sidste dage har Facebook cirkuleret en reklame for en hjemmeside, der sælger forskelligt sundhedsudstyr af den mere alternative slags. Hjemmesiden råber skråsikkert ud i verden, at solbadning halverer din risiko for at dø. Spændende perspektiv, unægteligt. Og reklamen, som viser et billede af et par glade mennesker i en solbeskinnet strandkant, har gået sin jubelgang på Facebook. Mens hvert klik har tikket penge ind på kontoen til firmaet bag hjemmesiden.

Det er nu min beskedne erfaring, som jeg faktisk har nogen evidens for, at intet i denne verden kan nedsætte vores risiko for at dø. Vi dør. Engang.

Selv er jeg så pisse selvfed. Jeg kan løbe hver eneste dag. Vinde enhver cykelspurt mellem Sydhavnen og Rigshospitalet. Tage lige så mange armbøjninger som drengene på vores træningshold. Og retter mig lidt op, hver gang nogen fortæller mig, at jeg ser så ung ud. Det sker faktisk ikke helt sjældent.

Men i dag, mens jeg lavede yoga fik jeg øje på mine lår. I korte tights vred jeg kroppen i  yogapositurer, der konfronterede mig med huden på mine lår. Og knæ. Det var ikke kønt. Nærmest lidt frønnet. Og løst. Som noget der kunne inhalere en halv liter fugtighedscreme på få øjeblikke. En stund tog det helt min koncentration.

Min hud er blevet gammel. Lige som min mors hud blev gammel. Og alle andre kvinders hud bliver det.

Hvorfor fortæller jeg det? Ligegyldigt hvor meget vi gør af det, der halverer vores risiko for at dø, så bliver vi ældre. Og til sidst dør vi.

Jeg har besluttet at være ligeglad. Ikke med at dø. Men med min nye hud på lårene. Jeg hilser den ikke velkommen, men jeg gider ikke bruge resten af mit liv på den hud. Så tit står jeg alligevel ikke på hovedet i yogapositur og glor på det. Og jeg er slet ikke færdig med at have bare sommerben i varmen.

Så hej, rynkehud, vi skal nok få det sjovt alligevel. Indtil vi dør. Sammen.