Den gamle hud

I går var jeg til danseforestilling. Den handlede om det, vi kan tro, der kan ske, når vi dør. Det lyder trist, synes du? Det var det ikke. Det var en fuldstændig forrygende blanding af koreansk musik blandet med nordisk melankoli, færøsk sang og en lille gruppe smukke, stærke dansere. Plum Wine, Highway, Lemon, hedder forestillingen. Det hele blev sat i scene i Dansekapellet, som ligger på Bispebjerg Kirkegård. Og som er den smukkeste kulisse for næsten hvad som helst.

Forestillingen startede med en kort og stemningsfuld vandring på kirkegården sammen med den færøske sanger, Anna Katrin Egilstrøð. Som sang gudesmukt. Hun førte os til ‘urtegården’ og anbragte os rundt om det store vandbassin. Omkring os på græsset lå farvestrålende plastikfisk og sprællede med halerne. Og så sang hun.

Stille førte hun os ind i kuppelsalen, hvor de koreanske musikere spillede os videre ind i stemningen. Bagefter gik vi ned i teatersalen, og dansen begyndte. Det var kraftfuldt, hjerteskærende, smukt, grimt, betagende. Jeg var helt opslugt af, hvor kraftfuldt de kunne danse, og hvor stor kontrol de havde over kroppene. Dansere er smukke mennesker.

Inden alt det, mens det stadig var eftermiddag, var der foredrag med Michael Rothstein. Han er religionshistoriker, og jeg kan godt lide lidt højpandet akademikersnak på en onsdag eftermiddag. Hans foredrag hed “MENNESKER ER UMÅDELIG DÅRLIGE TIL AT DØ – om døden som rituelt produkt”. Jeg sagde, det var højpandet akademisk. Og så alligevel ikke, fordi han er sådan en forsker, som laver feltarbejde i Borneo og bevæger sig ud mellem levende mennesker og studerer religion. Jeg skal spare jer for det højpandede og bare genfortælle en lille legende om dødelighed, som gav en helt speciel mening til mig. Som lige har opdaget, hvor gammel huden på mine lår er blevet. Legenden stammede vist fra Canada.

Blandt et indiansk folk var det sådan, at menneskenes hud med tiden blev rynket at se på. Den blev slap, ligesom huden på mine lår. Når de syntes, den var blevet for rynket, kunne de blot krænge den af sig, og – vupti – var de unge, stramme og smækre igen. Således var der en mor med et lille barn. Hendes hud var blevet rynket, og hun gjorde, som så mange gange før det, at hun krængede den af og gik tilbage til sit lille barn. Barnet blev rædselsslagent. Det skreg og græd utrøsteligt. Moderen prøvede det ene og det andet for at trøste barnet. Men det græd og græd. For det kunne ikke kende sin mor igen med den smækre stramme hud. Da barnet havde grædt utrøsteligt og afvist hende i flere timer, var der kun én ting at gøre. Hun gik ind ved siden af og trak den gamle hud på igen. Og barnet faldt til ro og kendte hende igen. Men nu sad huden fast. Den gamle hud. Og således gik det til, at menneskene herefter blev ældre og døde til sidst.

Nå ja okay. Det ville ikke være rart, hvis de små børn i familien ikke kunne kende mig igen. Eller hvis mine børn kunne gå forbi mig på gaden. Eller mine forældre ikke ville være sikre på, at jeg var mig. Så jeg og min gamle hud hænger bare videre ud sammen. Det er okay.

2 thoughts on “Den gamle hud

  1. Jeg har en veninde som gerne vil have rynker rundt om øjnene (det HAR vi fået skulle jeg hilse at sige, 40+). For som hun siger, hvis jeg ikke får dem så har jeg jo ikke grinet nok.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s