Hej mormor, kommer du ikke herover og passer Esther, så vi kan komme ud og købe ind, råbte Vera ivrigt i telefonen i går eftermiddag.
Joe, sagde jeg, det kan jeg da godt.
Nej, nej, råbte Sofie i baggrunden, det var ikke det, du skulle spørge om.
Nå nej, sagde Vera.
Mormor, vil du ikke komme og besøge mig – vi har KANELKNÆKBRØD!
Ingen i verden kan modstå et tilbud om kanelknækbrød en torsdag eftermiddag, så selvfølgelig kom jeg.
Imens jeg pakkede sammen og cyklede fra Rigshospitalet, sad Vera tålmodigt med to runde skiver kanelknækbrød foran sig. En til mig og en til hende. Men det tog lang tid, og hun måtte tage en bid af sin skive kanelknækbrød. Og så måtte hun tage en bid af min for at mærke, om de smagte ens. Og så måtte hun tage en bid mere. Og skiverne skulle jo gerne være lige store. Så derfor tog hun en bid mere.
Da jeg endelig trådte ind ad døren, rakte Vera begejstret et meget lille trekantet stykke kanelknækbrød frem. Det er til dig, mormor, råbte hun glad.
Peter Plys har ikke levet forgæves.
Og vi gik på legepladsen
Helles Blog 