Mulen

Mulen er mig. Jeg har mulet i en uges tid nu. For oven på sådan et år, som har budt på langt mere lort end lagkage. Som har røvet liv fra to mennesker, jeg elskede. Og har stjålet vores tid sammen. Ja, så fortjente jeg et plaster af den virkelig smukke slags. Derfor bestemte jeg mig for noget, jeg har drømt om i mange år og inviterede mig selv på en tur til Grønland i september. Det var sådan helt udenfor almindelig feriestemning, så jeg stod på hovedet og fik folk til at slå kolbøtter for at flytte møder og deadlines, så jeg kunne holde fri. Og de gjorde det.

Og så aflyste de turen. 

Rejsebureauet havde ingen problemer med at sende mig en mail og aflyse. Men jeg vover ikke at kravle tilbage til alle dem, der bandt knuder og sløjfer, så jeg kunne få min ferie. I stedet blev jeg smækfornærmet. Skød underlæben længere frem end en tallerkenneger og grumpede iltert rundt på kontoret. Jeg trådte i ‘jeg-nægter-at-være-positiv’-karakter og skummede rundt i ulidelighed.

Men fik man øje på et væsen klædt i sort løbetøj, der hujede hen over Kalvebod Fælled allersidst på dagen, mens det lettede i kiksede jubelhop. Ja, så kunne det være mig. For netop som jeg snørede løbeskoen, ringede min telefon. Som jeg først gloede lidt olmt på for at blive i stemningen, men alligevel svarede. Og det var Flemming fra Haveforeningen. Det kan måske være svært at forestille sig, at en Flemming fra en haveforening kunne få mig til at springe badut hen over fælleden, men når han ringer og fortæller mig, at jeg lige om lidt er indehaver af det lille røde træhus, der har rammet mine drømme ind de sidste par uger, så kan han. 

Det sker! Jeg får det fineste hus i den fineste have. Og nu har jeg jo den fineste lille ferie, der passer perfekt til at flytte ind i det fineste røde hus.