Vera og jeg havde en aftale om Pride Parade i lørdags, så ved middagstid mødte jeg op på Frederiksberg efter hende. Hun var helt klar i tyl, glimmer og bling-bling, og jeg var klar med regntøj og løbevogn.
Pride Parade markerer afslutningen på Gay Pride ugen og er et farverigt mangfoldighedshorn af mennesker, fest og musik. Jeg elsker det. Og det gør mig glad langt ind i sjælen hvert år. Det gør mig glad, at Frederiksberg Rådhus klæder sig i striber og åbner sine døre. Det gør mig glad, at så mange mennesker går med i paraden. Det gør mig glad at se den ene fremtrædende politiker efter den anden i optoget. Men det gør allermest glad at opleve de tusindevis af tilskuere, der står langs hele ruten. Jeg får lidt af min tro på verden igen. Den er god. Den er fuld af kærlighed. Og den er fuld af plads og rum til os allesammen med al vores forskellighed.
Vi pløjede os gennem menneskemængden på rådhuspladsen på Fredeiksberg og fandt Dansk Sygeplejeråd, der havde sin egen opstilling i optoget. Min veninde kom grinende tilbage og fortalte, at hun havde mødt en, der spurgte om hun var blevet homo. Ja i dag er jeg, havde hun svaret. Og måske ville flere deltage, hvis de holdt op med at være bange for, at nogen kunne tro, de var homoseksuelle? Optoget handler jo ikke om sex. Optoget handler om mangfoldighed og rummelighed. Og det handler om retten til at være forskellig. Den ret bliver konstant udfordret. Og i andre egne af verden bliver mennesker slået ihjel for at være anderledes. Der er alle grunde til at fejre retten til forskellighed hvert år.
Et par dage efter Pride Parade postede min veninde billeder fra optoget på Facebook. Og igen dukkede spørgsmålet op: Er du blevet homo? Folk spørger ikke mig. Måske fordi de er bange for pinligheder? Jeg er jo en gammel evighedssingle, og man kan ikke vide, om der gemmer sig en gammel homo bag facaden.
Men jeg er straight og almindeligvis vild med mænd. Men jeg rejser gerne panden og retter ryggen for alle menneskers ret til at være den, de er. Og jeg fester gerne over, at vi vil forsvare den ret i mit land.
Og Vera havde en fest.
Der er bestemt gode grunde til at fejre retten til, glæden ved og behovet for forskellighed – også hertillands, hvor det desværre ofte udlægges som noget negativt. Dejlig blogpost! 🙂
/Julie