Der er så meget, du ikke forstår…….

Der er så meget, du ikke forstår, sagde Lars Løkke Rasmussen til Helle Thorning i en af de absurde talekonkurrencer, tv-kanalerne sendte op til folketingsvalget. Jeg hedder også Helle, og der er virkelig meget, jeg ikke forstår. Mens jeg sidder her – stadig lidt lammet efter udfaldet af det valg. Det kan godt blive til en lang serie, og jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde. Mindretalsregeringen har lagt hårdt fra land. Og jeg forstår det ikke. Slet, slet ikke.

Lad mig begynde med det, der optager hele mit sind i de her dage. De helt ufattelige menneskelige katastrofer, der uden sidestykke foregår omkring os. Men så langt fra os, at vi på en måde synes at tro, det forsvinder, hvis vi lader være med at lukke øjnene helt op.

Jeg forstår det ikke.

Det er mennesker. Som har fået deres liv og hverdag slået til plukfisk. Af krig, af sult, af vanvid. Mennesker, som tager deres børn på armene og flygter. Farefuldt, med livet som indsats. Fordi det liv, de flygter fra er værre end døden.

Jeg forstår ikke, hvordan vi kan kalde os et kristent land i et nyt regeringsgrundlag. Og i samme åndedrag fratage de ulykkeligste mennesker enhver rettighed. Jeg forstår ikke, hvordan vi så ikke kan stille os selv det indlysende spørgsmål: Hvordan kan vi med vores kristne sind og vores store rigdom og rummelighed hjælpe alle de her mennesker bedst muligt? Men jeg har måske misforstået det med kristenhed. For i stedet spørger vi os selv, hvordan vi bedst kan undgå at komme i berøring med de mennesker, der flygter. Gennem kugler og granatild, gennem ørken, over vand. Fordi de var så truet på deres liv, at det var risikoen værd.

Jeg bliver mødt af hånlige overbærende skuldertræk. Jamen, Helle, vi kan jo ikke tage imod alle. Nej, det kan vi ikke. Men alternativet er jo ikke nødvendigvis at holde så mange ude som muligt. Vel? Måske kunne vi – i samarbejde med de mennesker, der flygter, finde på løsninger, så vi kan komme videre fra den alt eller intet debat, vi sidder helt fast i nu.

Jeg forstår ikke, hvordan man kan tro, at massiv uvelkommenhed kan gøre noget som helst godt i verden. Hvordan fattigdom krydret med armod kan skabe integration? Jeg forstår ikke, hvad vi er så bange for.

Det kan godt være, at resultatet ville blive det samme. At færre flygtninge ville komme til vores land, hvis vi tog det udgangspunkt, at vi gerne ville hjælpe bedst muligt. Det ville gøre en verden til forskel, at udgangspunktet ikke ville være at holde mennesker ude af vores land. Men at række en hånd ud. Og tage del i det fællesskab verden også er.

Lad os lave et tankeeksperiment, inden vi sover. Forestil dig, at en ulmende modstand mod regeringens politik bryder ud i lys lue. Forestil dig at regeringen sætter hæren ind og besvarer modstanden med granater. Mennesker dør, huse og hele byer udbombes. Grænserne lukkes, og lufthavnene sættes ud af drift. Der bliver udgangsforbud, og meget hurtigt løber supermarkederne tør for dagligvarer. Der er snigskytter overalt, og regeringen sætter flere angreb ind mod oprørerne. Du kan ikke længere gå på arbejde, dine børn kan ikke blive passet, dit liv er i fare, hvis du går ud, og du ved ikke, hvorlænge dit hus får lov at stå. Mennesker rives ud af deres senge og afhøres voldsomt. Måske sættes din mand i fængsel. Og du ved ingenting. Det er bare et eksperiment. Et andet sted i verden er det virkelighed.

Fortsættes…….